Siden 2008 har mere end 120 danskere blottet deres økonomi i TV3-programmet 'Luksusfælden'. Men hvordan er det gået deltagerne, efter Luksusfældens eksperter har forladt dem? BT har opsøgt deltagere fra fem tidligere episoder - her i blandt Helle og Benjamin røber, som du kan læse om her.

- Hvad har vi dog gjort, hvad har vi dog gjort.

Helle Røber gentog ordene igen og igen, da hun i 2008 brød helt sammen i et af de mest følelsesladede afsnit i Luksusfældens historie. Den dengang 28-årige kvinde græd voldsomt, mens hendes mand Benjamin Røber forsøgte at berolige hende med ordene: 'Det skal nok gå, Skat.'

Få minutter forinden var det gået op for parret, hvad de barske konsekvenser af deres gigantiske overforbrug ville betyde. Enten skulle det unge par, der på det tidspunkt var forældre til to, sælge deres hus i Greve - eller også skulle de leve på et ekstremt skrabet budget, som Luksusfældens daværende eksperter, Mette Reismann og Jan Swyrtz, have lagt for dem.

Og det blev altså for meget for Helle Røber.

- Jeg var helt ødelagt. Jeg kunne slet ikke overskue at flytte fra det hus. Vi vidste godt, at der var noget skævt med vores økonomi, før vi tilmeldte os programmet. Men vi anede ikke, at det var så slemt, fortæller hun til BT.

Da Luksusfælden i 2008 var på besøg sejlede Helle og Benjamin Røbers økonomi. Parret skyldte 2,8 mio. kr i deres hus, og alle deres tre kassekreditter var overtrukket. Parret havde blandt andet brugt 350.000 kr på et nyt køkken, ligesom deres to sønner væltede sig i legetøj og nyt tøj. Men det blev der lavet om på, da eksperterne lagde det stramme budget, der skulle gøre det muligt for dem at beholde deres hus.

- Vi levede efter det i et halvt år. Det var rigtig stramt, men man kan godt, hvis man vil, men det er ikke noget, jeg vil anbefale, man skal gøre i lang tid, fortæller Helle Røber, der kan glæde sig over, at det lykkedes familien at beholde huset.

LÆS MERE OM, HVORDAN DET GÅR FAMILIEN RØBER SAMT FLERE ANDRE DELTAGERE FRA LUKSUSFÆLDEN I DAGENS BT. DU KAN KØBE AVISEN HER.