Det har føget frem og tilbage med hårde beskyldninger mellem de to lejre, siden Angelina Jolie lod bomben sprænge og bad om skilsmisse fra Brad Pitt i tirsdags.

Nu går Brad Pitts folk skridtet videre og forsøger at udstille Jolie som en dårlig mor og en falleret filmstjerne - i modsætning til Pitt selv, naturligvis.

»Han er stadig en af Hollywoods største stjerner og elsker at producere film. Han ønsker, at børnene slår sig ned i Los Angeles, går i skole og får noget stabilitet. Angelinas seneste film har været store flop, så nu vil hun koncentrere sig om sit politiske og humanitære arbejde - hvilket er beundringsværdigt - men hun ønsker også at flyve verden rundt sammen med børnene. Hun rejser flere uger hver måned,« siger en kilde tæt på Brad Pitt til New York Posts underholdningssite Page Six.

De slet skjulte anklager mod Angelina Jolie kommer i kølvandet på en sand storm af beskyldninger, som er føget frem og tilbage mellem de to lejre, siden hun bad om skilsmisse - og fuld forældremyndighed over børnene.

Mange skænderier

Den offentlige slåskamp mellem de to filmstjerner startede med, at Angelina Jolies fortrolige anklagede Brad Pitt for at være hende utro med den franske skuespiller Marion Cotillard - og for at have problemer med hash, alkohol og vredesudbrud.

Foto: MARK RALSTON
Vis mere

Det har fået Brad Pitts lejr til at anklage hende for at starte falske rygter med det ene formål at få ham fremstillet som en dårlig far for at tage børnene fra ham. New York Posts kilde fortsætter i den dur og tegner et billede af, at det er Brad Pitt - og ikke Angelina Jolie - som tænker på børnenes ve og vel i den svære tid.

»Instinktivt tænkte han først på, hvordan de kunne beskytte børnene, mens skilsmissen står på. Så begyndte historierne om hans påståede problemer med hash, alkohol og vredesudbrud at dukke op,« lyder det.

Men det har han ikke, påpeger kilden, som til gengæld kan afsløre at alt bestemt ikke var fryd og gammen hjemme hos 'Brangelina'.

»Ja, han ryger marihuana og får en drink en gang imellem, men det er ikke ude af kontrol. Sandheden er, at de har skændtes meget.«

Elsker stadig Jolie

Ikke desto mindre fortæller New York Posts kilde, at Brad Pitt blev ramt af et lyn fra en klar himmel, da Angelina Jolie begærede skilsmisse.

»Brad ønskede ikke, at dette var sket. Han elsker stadig Angelina og håbede, de kunne arbejde sig igennem problemerne,« siger en kilden til Page Six.

Ifølge mediets kilder i Brad Pitts lejr fik han først besked om skilsmissen dagen før, Jolie afleverede papirerne. Det gav ham ikke engang tid til at få skaffet en advokat, lyder det.

»Hans hold afgør, hvilken advokat, de skal hyre, i dag (onsdag, red.). Hans mål er at gøre alt, hvad han kan, for, at skilsmisseprocessen bliver så let som muligt.«

Så hvor Angelina Jolie går aggressivt til værks med hårde beskyldninger mod Pitt, er hans strategi overfor offentligheden tilsyneladende at påtage sig offerrollen - krydret med små antydniger af, at parrets seks børn kommer til at lide under det, hvis hun får den fulde forældremyndighed.

Juli, 2013: Brad Pitt og Angelina Jolie ankommer i lufthavnen i Tokyo med børnene Knox, Vivienne og Pax.
Juli, 2013: Brad Pitt og Angelina Jolie ankommer i lufthavnen i Tokyo med børnene Knox, Vivienne og Pax. Foto: ISSEI KATO
Vis mere

'Det kommer ikke til at ske'

Ifølge TMZ skulle Brad Pitt dog på ingen måde ønske at give indtryk af, at Angelina skulle være en dårlig mor. Hun er faktisk 'en fantastisk mor,' skal Pitt have sagt. Han holder også fast i, at han i modsætning til, hvad Angelina skal have sagt, aldrig ville udsætte sine børn for fare.

Han ønsker, at de skal være forældre sammen, men nægter at lade Angelina være den eneste forælder, der kan tage de vigtige beslutninger om børnenes liv.

»Der er ingen chance for, at det kommer til at ske,« skal Brad Pitt angiveligt have sagt om Angelinas ønske om fuld forældremyndighed.

Sammen har de børnene Maddox på 15 år, Pax på 12, Zahara på 11, Shiloh på 10 og tvillingerne Knox og Vivienne, som begge er 8 år.

Brad Pitt og Angelina Jolie mødtes i 2004 og blev gift i 2014.