Han havde allerede opnået og oplevet mere end de fleste. Der var ingen fortrydelse eller sorg, da fodboldstjernen Bora Zivkovics hjerte pludselig ikke ville mere. Men der var noget at kæmpe for. Lille Alexander skulle ikke miste sin far.
Det var egentlig ikke, fordi han var bange for at dø, da han lå på hospitalsbåren. En stille ro havde indfundet sig i ham. Turen fra stuen til operationsbordet var ikke hård. Han havde prøvet det, han ville i livet. Oplevet det, han skulle. Og måske mere end de fleste. Hvis han ikke åbnede øjnene igen, måtte det være sådan.
Men en lille frygt boede alligevel i ham. Ikke for ham selv. Men for hans søn. Han ville have mere tid med ham, for tre et halvt år var ikke nok. Langtfra. Så han besluttede sig for at kæmpe.
Lyden af små fødder, der løber over trægulvet fylder rummet. Let buttede fingre sniger sig forsigtigt hen over sofabordet mod en æske chokolade, mens store, brune øjne holder nøje øje med faderens reaktion.
- Alexander, vi kommer for sent til træning. Du skal have dine benskinner og støvler på, siger Bora Zivkovic og stryger en hånd hen over hovedet på sin søn.
- Jeg vil selv, siger Alexander, sætter sig på gulvet og begynder at tage benskinnerne omvendt på.
Et vindpust gennem vinduet sender en blå Spiderman-ballon hen over stuegulvet. En rest fra fødselsdagsfesten, hvor Alexander blev fejret. Fire år gammel.
Åndenød
For et halvt år siden måtte de brune øjne se sin far blive indlagt. Hjertet virkede ikke længere hos den 37-årige tidligere professionelle fodboldspiller, der nåede at stå i forsvaret i over 400 kampe for blandt andet Silkeborg IF, FC København og Vejle Boldklub. Det er de færreste fodboldfans, der har glemt Bora Zivkovic. Fighteren med serbiske rødder, den gennemprofessionelle fodboldspiller, der var elsket af både tilskuere, holdkammerater og trænere.
Karrieren indstillede Bora Zivkovic i sommeren 2011. En beslutning, han længe havde overvejet. Han havde nået det, han ville med fodbolden. Vundet det, der var. Pokaltitlen og det danske mesterskab. Han så sig aldrig tilbage, og savnede det ikke.
I stedet begyndte han som trænerassistent i FC Hjørring, der var hans sidste klub. Men 20. december ændrede alt sig. Da han lå derhjemme, blev det pludselig svært at trække vejret. Han havde åndenød. En virus, der trykkede mod ribbenene, kunne være årsagen, forklarede en læge ham. Men det var det ikke. Slet ikke.
Og det blev værre. Han tog derfor på Vejle Sygehus, hvor han fik foretaget en måling, en EKG, af hjertets aktivitet. Den viste noget helt andet end en virus. Noget farligere.
- Dit hjerte pumper ikke nok rundt. Faktisk er det helt nede på 10 procents kraft, lød beskeden fra lægen. Uvirkeligt Det var uvirkeligt. Uforståeligt. For kun to uger før løb Bora rundt og trænede på et trænerkursus. Og da havde der ikke været nogen problemer. Så det kunne ikke passe. Især fordi lægerne ikke tidligere havde nævnt, at det skulle være hjertet, der var problemet. Så sent som i februar havde han som fodboldspiller fået den rutinemæssige scanning. Og da havde der ikke været noget at se ved hjertet.
- Det kan måske blive nødvendigt med en hjertetransplantation, fortsatte lægen. Chokket, der ramte Bora, var stort. Han kunne ikke forstå det, for han følte sig ikke syg. Han kunne ikke mærke, at hjertet ikke slog, som det skulle. Han var måske lidt mere træt end normalt. Mere doven. Det var det. Der var ingen forandring fra tidligere. Men vennerne kunne se på ham, at han så anderledes ud. Bleg. Kiggede han i spejlet, kunne han ikke selv se det.
- Det første, jeg tænkte, da jeg fik beskeden fra lægen, var ikke, at jeg var bange for at dø. I stedet var jeg bange for, at jeg ikke havde fået nok tid med min søn. Det var en ubehagelig tanke, der gav mig koldsved. Tre et halvt år var alt for lidt tid med ham, fortæller Bora og kigger ud ad vinduerne i sin lejlighed i Vejle.
Ubemærket lader han en hånd glide ned over sin T-shirt, mens fingrene følger det lange ar, der nu strækker sig ned over hans bryst. Han blev en af de 97, der i årets første kvartal fik foretaget en transplantation. Kun syv fik udover ham et nyt hjerte. I alt venter 497 ifølge de seneste tal på et nyt organ. Bora var en af de heldige.
Fortrængning
I hverdagen fyldte tanken om, at han bar rundt på et dårligt hjerte, ikke meget. Især fordi han ikke kunne mærke, at han var syg. Beskeden, tanken, frygten blev fortrængt. Det havde han altid været god til. At fortrænge ting. Eller også tilpassede han sig tanken om, at hjertet ikke virkede.
Det sværeste var derimod, at han ikke selv kunne gøre noget. Han kunne ikke selv reparere hjertet. Han var magtesløs. Det var ikke hans egen skyld, at hjertet fejlede. At han havde røget eller fået en øl her og der, havde ikke været skyld i det. Det var bare sket. Og sket hurtigt.
Så selvom han vænnede sig til tanken om et nyt hjerte, var det stadig svært at acceptere. Tanken om, at et fremmed hjerte skulle bo i hans krop i stedet for hans eget, var ikke nem at vænne sig til. Ligesom hjertet var ideen fremmed.
Derfor var det først, da Bora blev ringet op af sygehuset 4. marts, at det for alvor gik op for ham. Og først på båren på vej ind på operationsstuen accepterede han det. Han skulle have et nyt hjerte.
Transplantation
Det hele gik pludselig meget hurtigt
- Så har vi fundet et nyt hjerte til dig. Vi henter dig om en halv time. Begynd at faste nu, lød meldingen over telefonen til Bora klokken halv ni om morgenen fra Skejby Sygehus.
Det var for hurtigt. Det var kun otte dage siden, han blev sendt hjem fra sygehuset med beskeden om, at det gennemsnitligt tog tre måneder at finde et nyt hjerte. Nogle gange kortere, andre længere.
Det kunne han forholde sig til. Men ikke otte dage. Koldsveden piblede frem igen. Samtalen med lægen blev kort. Alt, Bora kunne tænke på, var den forestående transplantation. Han havde det svært ved tanken om, at kirurgerne skulle løfte hans eget hjerte ud af kroppen. Ville han kunne forene sig med det nye hjerte? Ville han blive en helt anden person?
Mens han havde gået hjemme, havde han været plaget af rastløshed. Hørte han om en bilulykke, kunne han ikke lade være med at tænke, om det var nu, lægen ville ringe. Men endelig at stå i situationen, var noget helt andet.
Ambulancen kørte ham hurtigt til Aarhus. På stuen blev han gjort klar til den omfattende operation i flere timer. Imens kørte alt rundt i hans hoved. En stor forvirring. Han fik ikke rigtigt sagt farvel. Hverken til familien eller til Alexander, der også var med på sygehuset.
Men da han endelig blev kørt hen mod operationsstuen, faldt der en ro over ham. For ham sluttede livet, når han blev kørt ind bag døren. Der stoppede det. Der døde han. Og kom han ud på den anden side, så var det en gave.
- Jeg havde ikke givet op eller resigneret. Men jeg havde det fint med tanken. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg havde den ro i mig. Men jeg vidste, at det var det. Jeg havde oplevet det, jeg skulle. Så det skulle stoppe der. Det var meningen. Så alt det, der er kommet her bagefter, det er noget ekstra, fortæller Bora.
Fire timer senere vågnede han op med et nyt hjerte dunkende bag brystkassen, bag det nye ar.
Varme
- Du bliver nødt til at komme op at stå, hvis jeg skal hjælpe dig i støvlerne, siger Bora, mens Alexander trækker vejret lidt tungt efter kampen med benskinnerne, der nu mere dækker knæene end benene.
- Du binder dem forkert, udbryder Alexander. Med chokoladeindsmurte fingre peger han på skoen. - Det skal være med dobbeltknude.
I tiden efter operationen kunne Bora mærke, at det havde påvirket sønnen, at han havde været så meget væk. Siden 20. december, hvor han første gang fik åndenød, havde han nærmest været mere på sygehuset end i hjemmet. Han røg ind og ud og ind igen. Alexander er derfor blevet lidt mere trodsig end normalt. Det håber Bora vil ændre sig, nu da han bedre kan være sammen med ham. Han har fået en ny chance. Og den skal udnyttes. Derfor var Alexander stort set hos ham hele tiden lige efter transplantationen.
En varme, der spredte sig og nåede helt ud i spidsen af fingrene og tæerne. Og slangen, der snoede sig ind gennem næsen og ned forbi halsen til lungerne. Det er det første, Bora kan huske, fra han vågnede op på hospitalsstuen efter operationen.
Den første tid var omtåget på grund af medicin og smertestillende. Men varmen, den husker han. Den gjorde ham opmærksom på, hvor kold han havde været før, da hjertet ikke pumpede nok. Han havde været syg.
- Det har måske været noget selvbedrag, der gjorde, at jeg ikke kunne se, at jeg var syg. Men jeg tror heller ikke, det havde været sundt at gå og tænke på problemet hele tiden, siger Bora.
Arv
Det gamle hjerte, det syge hjerte, der blev løftet ud af Boras bryst, ligger nu og bliver undersøgt. Årsagen skal findes. Men den er endnu ukendt. Det kan have været en pludselig virus, der ramte hjertet og ødelagde det. Det kan også have været arveligt. Boras mor havde selv et for stort hjerte, da hun levede. Derfor har frygten ændret sig. Fra ikke at have nok tid med sin søn er det nu blevet til en frygt for, at Alexander skal have arvet hans hjertesygdom.
- Det vil være det hårdeste slag, hvis han også får det. Det er en forfærdelig tanke, siger Bora stille, mens hans mørke øjne følger sønnen løbe hen over stuegulvet.
Sønnen er derfor allerede blevet undersøgt én gang. Men det er for tidligt at sige noget. Først når han bliver ældre, vil lægerne kunne se det på en scanning.
Tilbagefald
Selvom Bora hurtigt blev udskrevet efter operationen, har han været indlagt mange gange siden. I tiden lige efter han vågnede op, havde han det godt. Rigtig godt. Følte sig frisk og tilpas. Mere end han havde gjort længe. Derfor var det hårdt, da han pludselig skulle indlægges igen. Flere følgesygdomme ramte ham efter operationen.
Han blev syg af medicinen, han fik blindtarmsbetændelse, og han blev nemt syg, fordi han fik medicin, der skulle forhindre, at kroppen afstødte hjertet, så han skulle igennem det hele igen.
Når Alexander kom hjem fra børnehaven, hvor der havde været forkølede børn, var Bora udsat. Og hver gang han fik feber eller følte sig sløj, skulle han indlægges på Skejby Sygehus. Igen. Igen. Igen. Det var hele tiden et skridt frem og to tilbage.
Han begyndte derfor at blive bange for, at der skulle ske noget, så han skulle ligge på hospitalsstuen igen. Han kunne ikke overskue det. Til sidst fik han det helt dårligt, når han skulle ind på et hospital. Ikke kun, når han selv skulle indlægges. Men også, hvis han skulle besøge nogen, der var indlagt.
Det kulminerede i juni, hvor han var indlagt i 14 dage på grund af medicinen. Han fik aldrig svar på, hvad der var sket. Han lå der bare.
Mål
Samtidig skulle han vænne sig til kontrol. Der skulle være kontrol med alt. Nu måtte han ikke længere gå i haven, plukke et jordbær og spise det. Kom han i kontakt med jord, skulle han skrubbe sine hænder. Alt kunne være en fare, der kunne få kroppen til at afstøde hjertet, der især er i risiko for afstødning det første år.
De mange indlæggelser satte også deres præg på hans krop. Hans muskler skrumpede. Forsvandt.
En hånd masserer højre baglår, der halter lidt efter det venstre, mens han følger efter Alexander ud til bilen. Øm efter dagens genoptræning på Vejle Sygehus.
Fødderne snurrer taktfast rundt, mens motionscyklen spinder. Tempoet bliver langsommere, mens vejrtrækningen bliver tungere. Overdøver maskinen. Med en sidste kraftanstrengelse tvinger han benene rundt en sidste gang, før han retter sig langsomt op, sætter hænderne i siden og puster ud. Færdig.
Tre gange om ugen skal han af sted. Musklerne skal opbygges igen, hjertet skal trænes. Men det hjælper at have et mål, når musklerne syrer til. Og målet er at blive helt frisk, inden året er omme. Om han skal træne selv ved siden af, så gør han det. Også selvom han ikke bryder sig om træning.
- Jeg gemte mig altid bag de andre spillere, når vi skulle styrketræne i klubben. Men lige nu er det alfa og omega at komme ovenpå igen. Hvad jeg skal lave til den tid, ved jeg dog ikke endnu. Måske studere videre eller fortsætte som træner, som jeg fik smagt lidt på i Hjørring, fortæller Bora. Latter og små råbende stemmer fylder luften, der er frisk af eftermiddagens regn. Iført træningstrøjer, der går dem til knæene, løber de små drenge rundt, på jagt efter bolden.
- Skal du slet ikke være med, de spiller kamp nu, spørger Bora Alexander, der løber rundt efter en bold på den anden side af banen.
Han ryster på hovedet og drejer lidt rundt om sig selv på stedet.
En fløjte lyder. Træningen er forbi
- Var det en god træning? Er du tilfreds med din indsats, smiler faderen til sin fire-årige, og får bare et smil som svar.
- Måske vi bare skal melde ham ud, griner Bora og fortsætter:
- Så kan vi prøve igen om et par år.
