Iført sin vanlige solbrille og et par bodyguards førte U2s forsanger Bono sig natten til søndag frem i det københavnske byliv.

Sammen med guitaristen The Edge dukkede han pludselig op på den eksklusive natklub TS Bar i Studiestræde ved to-tiden lørdag nat.

Ifølge en gæst på stedet var der i alt fem i selskabet, plus altså to bodyguards, som skærmede superstjernen fra øvrige gæsters masen i den propfyldte bar.

- Han sad derinde med solbriller på sammen med en anden, som jeg først ikke kunne kende. Men det var The Edge.

- Der var intet at mærke overhovedet. De sad bare helt cool og nede på jorden og hyggede sig. Og jeg tror faktisk ikke, at jeg ville have lagt mærke til dem, hvis det ikke var fordi én i vores selskab havde fået hvisket i øret, at de ville komme, siger gæsten til bt.dk.

TS Bar ligger i en baggaard i indre København og ejes af bl.a. den kendte dj Thomas Madvig. Siden åbningen i 2010 har klubben vægtet eksklusivitet højt og adgang er kun muligt, hvis man står på gæstelisten.

Præcis hvordan Bono og co. har fundet frem til baren, ved Thomas Madvig ikke. Men er stolt over besøget.

- Måske oplevede vores medlemmer større problemer med at komme ind end normalt. Men alt var hyggeligt og uforstyrret.

- U2 har jo et dansk netværk og måske er det gennem det, at de har fået vores klub anbefalet. Uanset hvad er det da den bedste reklame, man kan forestille sig, siger Madvig.

På TS Bar holdt Bono og co. gang i festen til omkring kl. 3.30 lørdag nat, hvorefter de fortsatte til Sunday Club, som ligger i Lille Kongensgade overfor Magasin.

- Lige bortset fra paven, er det da nok noget af det største, at få besøg af Bono, siger Morten Wagner, stifter af dating.dk og medejer af Sunday Club sammen med Casper Christensen.

Selvom Bono er fyldt 53, holdt han og venner gang i festen på Sundayclub helt frem til 5.30 søndag morgen.

- Vi var nødt til at udvidde åbningstiden lidt, fortæller Morten Wagner.

Ifølge bt.dks oplysninger, var det sandsynligvis hele U2, der var i byen. Men uden supermodel Helena Christensen - som ellers er en af Bonos nærmeste venner og rent faktisk pt befinder sig i Danmark.

Har du set Bono og The Edge. Tip os på 1929.