Når man er en kendt personlighed, kan man risikere at blive kaldt lidt af hvert. Det erfarede tv- og radiovært Peter Falktoft mandag, da en bruger på Facebook kommenterede en artikel om den populære Monte Carlo-vært på Euromans Facebook-side. 

»Prøv at se den lille diskoteksbøsse,« lød budskabet fra Falktoft-kritikeren, der desuden havde suppleret sin kommentar med et smilende ikon.

Selvom det formentlig langt fra er første gang, at Peter Falktoft er blevet kritiseret for sin personlighed, valgte tv-værten ikke desto mindre at give kritikeren en »almen og velmenende bemærkning« med på vejen.

Peter Falktoft, der sammen med kammeraten og kollegaen Esben Bjerre blandt andet står bag radio-programmet Monte Carlo på P3 og tv-programmet ’Monte Carlo elsker USA’, har over 162.000 followers alene på Facebook.

Som reaktion på kritikerens kommentar valgte Peter Falktoft mandag at offentliggøre et opslag på sin Facebook-profil, hvori han sætter kritikeren på plads. I opslaget skriver han eksempelvis, at han sjældent kommenterer på dumme og uvidende bemærkninger, men at kritikeren denne gang har fanget ham »på et godt tidspunkt«.

Læs også:

»Ser du, jeg bliver hverken frustreret eller ked af det, når nogen kalder mig ’lille diskoteksbøsse’. Jeg bliver derimod pinligt berørt på afsenders vegne. For tænk sig, det står der jo også i morgen,« skriver han og fortsætter:

»Det åbenlyse argument for, at du burde opføre dig en anelse bedre, end du gør i mit tilfælde, er i sagens natur, at bordet også fanger, selvom du ikke står nede i det lokale supermarked og siger det samme til en flot ung mand, som jeg selv.«

Artiklen fortsætter under billedet.

Her ses Facebook-kommentaren, der fik det velkendte bæger til at flyde over for Peter Falktoft mandag aften.
Her ses Facebook-kommentaren, der fik det velkendte bæger til at flyde over for Peter Falktoft mandag aften. Foto: Screenshot fra Facebook
Vis mere

Samtidig påpeger Peter Falktoft, hvad der er god internetskik. For eksempel opfordrer han kritikeren til at undlade at skrive ting på nettet, som er usande.

»Din bemærkning er ikke alene nedladende, unødvendig og homofobisk. Den er også forkert. Og faktuelle fejl er der nok af på internettet allerede,« skriver Peter Falktoft i sit opslag.

Læs også:

Derudover påminder han kritikeren om, at vedkommendes kommentar kan risikere at blive læst af en arbejdsgiver eller et nært familiemedlem, der som konsekvens heraf kan ændre opfattelse af personen.

I Facebook-opslaget gendriver Peter Falktoft også kritikerens bemærkning, om at han skulle være en ’lille diskoteksbøsse’.

Som det fremgår af Peter Falktofts Facebook-opslag, er han for det første ikke særlig vild med diskoteker.

»Alene her i 2015 tror jeg, det kan snige sig op på to eller tre besøg på dansesteder. Heraf har det ene været i arbejdsmæssig sammenhæng, men ret skal være ret,« skriver Peter Falktoft i opslaget, inden han reagerer på kritikerens brug af tilnavnet ’bøsse’.

»Jeg ved ikke, om det er, fordi du har en stærk fornemmelse for den slags, (…) eller du har måske luret med, da jeg for en uges tid siden tog en tur i bølgerne med et par andre flotte unge mænd?« skriver Peter Falktoft og henviser til en episode, hvor han sammen med en gruppe venner var ude for at nøgenbade.

Læs også:

»Til vores forsvar var det ud på de sene timer, og vi var helt alene. Troede vi… Dette til trods, så forholder det sig sådan, at min seksuelle orientering alene peger mod det modsatte køn. Foruden et enkelt ’snav’ med Mattias Hundebøll på min 25 års fødselsdag. Bevares,« skriver han.

Med sit opslag formår Peter Falktoft imidlertid også at vise sig fra sin humoristiske side, idet han giver kritikeren ret i, at han med sine 173 cm nok er det, man kalder lille.

»Også selvom der faktisk står 175 cm i mit pas,« skriver han i opslaget.