- Det var en vinter, der pludselig blev til sommer, siger Thomas Blachman, om den dag i november 2013, da han mødte sin kommende hustru, den 36-årige billedkunstner Sarah Schackinger.

I august bliver de to ægtefolk ved en borgerlig vielse, fordi Blachman har jødiske aner på sin fars side.

- Så det bliver noget med et par Ecco-sko, der kommer ind og vier os, og som skal skabe de romantiske rammer, siger Thomas Blachman med et stort smil, da BT ringer for at få bekræftet bryllupsplanerne.

Den ægte romantik gemmer Sarah og Blachman til den private bryllupsfest bagefter, der ikke skal være en offentlig begivenhed:

- Vi er enige om, at vores bryllupsfest ikke skal være et tilløbsstykke. Det skal være en hyggelig, uprætentiøs fest, som skal afspejle den varme og kærlighed, der er mellem os og dem, vi holder af, siger Sarah Schackinger til BT.

Parret mødte hinanden i november 2013, omkring to år efter at Thomas Blachman var blevet skilt fra sin hustru Viola Heyn-Johnsen efter 18 års ægteskab. Med hende har Blachman datteren Ramona på otte og sønnen Henry på 12.

Sarah Schackinger har sønnen Joshua på ni år fra et tidligere forhold.

- Jeg ved ikke, om vi skal have børn sammen. Måske bliver jeg for gammel en far. Bare tanken udmatter mig. Vi har tre dejlige børn tilsammen, og vi kan lide hinandens børn. Det er ikke altid, man er så heldig. Sarah har en superskøn dreng, og jeg har mine to, ler Blachman.

Hvordan tør du gifte dig igen, når du er blevet skilt efter 18 års ægteskab?

- Fordi Sarah er en kvinde, det ville være dumt ikke at gifte sig med. Jeg ved godt, at det selvfølgelig er vanvittigt spontant. Men det er jo også en dejlig romantisk ting at kunne mærke, hvornår den er der. Jeg keder mig aldrig i hendes selskab, sproget er på plads, vi kan tale sammen, og så har hun humor, for fanden! Alt er oppe at ringe, siger Thomas Blachman, mens den kommende brud ikke er mindre forelsket i sit svar på spørgsmålet om, hvad hun faldt for:

- Det er det menneske og den karisma, der kendetegner Thomas, der har gjort, at jeg vil giftes med ham. Han er en fantastisk begavet mand med en helt særlig personlighed, der stiler efter høje menneskelige værdier, som afspejler de relationer, han har til de mennesker, der er omkring ham. 

- Jeg er også vild med hans måde at være far på. Han ønsker at give sine børn den bedst tænkelige, kærlige barndom. Han er en mand med stor humor, underfundighed, drømme, visioner og mål, og man keder sig ikke et sekund i hans selskab.

- Vores forhold er præget af masser af latter over vanvittige ting og ideer, der skabes, når vi bliver inspireret af hinandens selskab. Det er en kæmpe gave at have sammen med den store kærlighed, siger Sarah Schackinger til BT i anledning af nyheden om parrets forestående bryllup.