Flemming Bamse Jørgensen, der døde nytårsnat for halvandet år siden, ville formentlig vende sig i graven, hvis han kunne se, hvad der foregår ved retten i Aarhus her til morgen

Her er hans enke, Käte Jørgensen, nemlig i bittert opgør med Bamses ven gennem mange år, Poul Blak. Striden handler om 150.000 kr. som Käte vil have fra Poul i forbindelse med den bog han skrev om Bamse i Bamses sidste dage.

Poul Blak hævder, at Bamse lovede ham alle pengene i forbindelse med bogsalget. Det virker derfor til at være en tydelig irriteret Poul Blak, der er mødt op, hvor han i øvrigt har valgt ikke at medbringe en advokat og i stedet repræsentere sig selv.

- Jeg blev involveret nogle dage efter Poul Blak udkom med den færdige bog. Her spørger jeg, hvornår der kommer en kontrakt til mig. Han siger, at der ikke kommer en kontrakt til mig, og spørger, hvad jeg dog skal med den. Jeg siger, at man jo plejer at lave en kontrakt, når man har et samarbejde. Men der var slet ikke nogen kontrakt, fortæller han mig, forklarede Käte Jørgensen i retten.

Hun tror ganske enkelt ikke på, at det ikke fandtes en kontrakt.

Retsmødet begyndte med at Käte Jørgesens advokat fremlagde en række mails, der skal bevise, at forlaget Turbineforlaget afholdt et møde med Bamse den 23. februar 2010, hvor man aftalte, at dele overskuddet 50/50. Et møde som Poul Blak dog nægter har fundet sted.

'Kære Flemming, mange tak for et godt møde i dag. Som aftalt sender jeg kontraktudpillet. Det er det samme, som vi havde med til mødet i dag, men for en sikkerheds skyld vedhæfter jeg der her', skriver Turbineforlagets Søren Mogensen Larsen til Bamse ifølge advokaten, der mener, at dette beviser, at det omstridte møde faktisk fandt sted.

Og allerede 9. februar skrev selvsamme Søren Mogensen Larsen, at forlaget ville have 50 pct. af overskuddet af fra bogsalget. Problemet er dog, at Poul Blak og Flemming Bamse Jørgensen aldrig havde en kontrakt, hvor man afgjorde, hvordan deres 50 pct. skulle fordeles.

Retssagen begyndte klokken ni og vil vare til et stykke op af eftermiddagen, hvor dommeren vil afgøre striden. Poul Blak har fået muligheden for at udspørge Käte Jørgensen, noget han dog ikke har ønsket.

- Käte jeg har kendt dig i hele vores voksenliv. Du har - både før og efter Flemmings død - altid været et af de mest ordentlige mennesker, jeg har mødt. På den baggrund har jeg ikke lyst til at spørge dig ud om noget som helst, lød det fra forfatteren og (u)vennen.