Den danske Skype-milliardær Janus Friis fortæller for første gang om det bitre retsopgør mod sin tidligere forlovede Aura Dione. Et opgør, som løber op i millioner af kroner.

I månedsvis har der været skrevet spalte op og ned om den retssag, som Janus Friis har indledt mod sin tidligere forlovede Aura Dione om de 15 millioner, han angiveligt har lånt hende.

Janus Friis har indtil videre ikke været ude i offentligheden og udtale sig om sagen, men det gør han i dag i Berlingske Business.

Tilbage i 2011 mødte Janus Friis Aura Dione. Og herefter fandt de to sammen i et forhold. De kommende år gik alt, som det skulle, og i 2013 blev forholdet taget et skridt videre, da Janus Friis friede til den danske sangerinde, der er blandt andet er kendt for hittet 'Geronimo'.

Men lykken varede ikke ved. Janus Friis fandt nemlig ud af, at han angiveligt ikke var den eneste mand i Aura Diones liv. Faktisk skulle sangerinden have haft flere mænd på siden, og i 2014 var der en anden mand, som Aura Dione ifølge retsdokumenter fra Los Angeles Superior Court skulle have haft et kærestelignende forhold til. Derfor blev det til et brud i 2015.

Blev udnyttet
Om bruddet fortæller Janus Friis til Berlingske Business:

»Vores liv var viklet sammen i et kærlighedsforhold. På et tidspunkt opdagede jeg, at jeg i virkeligheden var blevet udnyttet. Det handler om et dobbeltliv. Der var et mønster. Det kom til et brud, og det blev besluttet at tilbagekalde lånet,« siger Janus Friis, der ikke ønsker at uddybe yderligere.

Lånet var på 15 millioner kroner, som Janus Friis gennem selskabet Lismore havde givet til den daværende kæreste til hjælp for hendes karriere, mens de stadig var sammen. Men de penge vil Skype-medstifteren nu have tilbage - lige som det gælder flere dyre gaver til millioner af kroner og forlovelsesringen, som har en værdi af mere end 3 millioner kroner.

Siden der var tale om så stort et beløb, så fortæller Janus Friis til Berlingske Business, at han følte, det var nødvendigt at gå gennem retten for at få pengene igen. Men han fortæller også, at han i sidste ende følte sig udnyttet af Aura Dione, og at retssagen i bund og grund handler om retfærdighed.

Seksuelle affærer
Og netop det, at bruddet er endt i en retssag betyder, at sagen blev offentligt tilgængelig. Blandt andet via diverse retsdokumenter - herunder fra USA.

I det førnævnte dokument fra Los Angeles Superior Court uddybes det, hvorfor det blev til et brud. I retsdokumentet står der blandt andet:

»Friis mødte Dione i 2011. De indledte relativt hurtigt et romantisk forhold, som Dione fik Friis til at tro var eksklusivt. Friis friede til Dione i slutningen af 2013. Hun sagde ja, og Friis gav hende en forlovelsesring med tanke på deres ægteskab, som han betalte 471.000 dollars for (3.144.150 danske kroner, red.). Friis gav også Dione ejendom af en betragtelig størrelse og kontanter betinget af deres ægteskab,« lyder det i det dokumentet.

»Efter hans bedste overbevisning underkendte Dione sin forlovelse med Friis udtrykkeligt og stiltiende ved blandt andet at have flere affærer og seksuelle møder med andre mænd uden Friis vidste det. Faktisk havde Dione efter hans bedste overbevisning en hemmelig affære med en anden mand, som hun anså for at være sin kæreste i det meste af 2014,« står der et andet sted i dokumentet.

Anklager om forfalskning
Siden er der kommet forskellige anklager den anden vej mod Janus Friis. En af dem går på, at Janus Friis skal have forfalsket Aura Diones underskrift og tilbagedokumenteret det lånedokument, som lånet på de 15 millioner skal være skrevet på. Altså sat en tidligere dato på dokumentet end, der oprindeligt var - hvilket er lig med fusk, hvis det er tilfældet.

Og det er i virkeligheden årsagen til, at han vælger at fortælle om sagen. Han kan nemlig ikke have anklager om svindel siddende på sig, fortæller han til Berlingske Business.

For Janus Friis er det slet ikke muligt, at han som iværksætter kunne finde på at forfalske underskrifter og tilbagedatere dokumenter - og i det hele taget ser han det som meget voldsomme anklager, Og derfor har han nu taget bladet fra munden.

Aura Dione har ikke været ude og udtale sig i sagen, men hun bestrider via sin advokat til Berlingske Business eksempelvis, at hun nogensinde har lånt de 15 millioner kroner.

At hun har været tavs i sagen skyldes formentlig, at sangerinden har underskrevet en aftale om, at hun ikke må udtale sig offentligt om hende og Janus Friis' forhold - noget det tidligere pars personlige assistent Charlotte Hassing støtter op om. Hun skulle nemlig have set Aura Dione underskrive netop den aftale.