Bag det lykkelige liv på dansktoppen har Keld og Hildas familier været i krig gennem mere end 40 år - lige fra brylluppet.
Keld og Hilda har skrevet sig ind i historiebøgerne som Danmarks ukronede dansktoppar. Men deres personlige historiebog gemmer på en grim familiekrig, der nær havde kvalt deres kærlighed.
Den begyndte på deres bryllupsdag for 44 år siden, men for nylig vakte datteren Annette den til live. Vendte alt, hvad de troede, på hovedet og fik sat et uventet punktum.
De ved det godt, Keld og Hilda med efternavnet Heick. At de har sunget tilstrækkeligt meget om kærlighed, små smil og duften af sommer til, at de har prentet sig ind i danskernes bevidsthed som den perfekte, polerede popduo. Men der er ikke noget, de hellere vil mane i jorden. For deres forhistorie rummer en årelang familiefejde med Kelds familie på den ene side og Hildas på den anden. En bitter kamp om klasseforskelle, som rækker ud over almindelig fatteevne og mere end 40 år tilbage tiden.
- Min familie følte sig finere end Hilda. Hun var slet ikke god nok til mig, mente min mor. Det skabte virkelig kaos, da vi mødte hinanden, fortæller Keld Heick, da B.T. møder parret i deres nye hjem ved Malmø i Sverige.
Adelige aner
Egentlig troede de, at striden var død og begravet med deres forældre, men da datteren Annette Heick blandt sine forfædre i DR-programmet ’Ved du, hvem du er?’, blev der pustet nyt liv i de gamle minder og roller.
Dem byttede slægtsforskerne dog hurtigt rundt på, og til Hildas forundring afslørede de, at de adelige aner var på hendes side. Og at hendes familie talte lensgreve Peder Griffenfeld og datidens store arkitekt Laurids De Thurah, der stod bag bl.a. Eremitageslottet i Dyrehaven.
- Det var en dejlig overraskelse. Jeg har altid levet i den tro, at det var Kelds familie, der var den interessante, og min den bondske. Det selvbillede har mine forældre i hvert fald lidt under, husker Hilda.
Hendes og Kelds historie begynder ellers helt uskyldigt i 2. klasse på Valby Skole. Da Keld ser og falder for Hilda. Hun er 14, og han er 15, da de officielt bliver kærester. Og en sommerdag i 1968 gifter de sig. Så romantisk, at pressen maler med glansbillede-gloser i spalterne. Men lige så ømt og kærligt det fremstår udadtil, ligeså pilråddent er det indadtil.
- Vores bryllup var en skandale, så man ikke forstår det. Min far var den rareste, men for min mor kunne det ikke blive fint nok. Der blev skabt så meget ballade, at jeg ikke så mine forældre i tiden efter, husker Keld, der ligesom sin hustru rundede 65 sidste år.
Klasseforskel
For mens Keld vokser op i et hjem med antikke møbler i København, vokser Hilda op i den lille by Nyrup på Midtsjælland. Hun er otte, da familien flytter ind til København, men bylivet bliver et stort knæk for forældrene.
- Min mor følte sig som en virkelig knold fra landet. Jeg blev mobbet slemt i skolen, bl.a. fordi jeg talte så bondsk, men jeg husker også, at mine forældre var meget kede af det. Og som Keld blev jeg også opdraget til, at jeg skulle finde en af min egne. Som i det åndssvage ordsprog ’lige børn leger bedst’, siger hun og ryster på hovedet.
Mens Hilda fortæller, lytter Keld, og så gør han, som han altid har gjort. Glatter skellet ud og trækker lidt fra. Reelt var der ikke den store forskel, mumler han.
- Nej, din far tjente bare det dobbelte af, hvad mine forældre tjente tilsammen, replicerer Hilda.
Maniodepressiv mor
Men lige så meget som hans familie føler sig finere end hendes familie, lige så mange komplekser har Hildas familie. Med årene bliver Hildas mor mere og mere skrøbelig psykisk, og hun ender som maniodepressiv, inden hun dør i 2004.
- Min mor led meget under sit eget selvbillede. Så jeg kan ikke lade være med at sige: Bare min mor havde levet og oplevet, at det var den omvendte verden. Hun ville have elsket det. Så havde hun endelig følt, at hun kunne rette ryggen og føle stolthed, siger Hilda.
Og smiler så, da hun siger:
- Ej, hvor havde hun drillet dig, Keld. ’Du går og tror, at du er så fin’.
Keld nikker og griner:
- Og min mor... Hun ville ikke have troet det. Hun ville have sagt, at de ikke havde gravet længe nok på min side af familien og fundet de fine aner.
En vigtig lektie
Men selvom det er med hovedrysten og ’huha’, de kigger tilbage på deres turbulente hvedebrødsdage, så har historien alle dage været en vigtig lektie for dem. I forhold til mennesker i almindelighed og datteren Annette i særdeleshed.
- Vores familiefejde har lært os ikke at være fordømmende. Vi kunne f.eks. ikke tage os af, at min onkel, som vi kom meget hos, ikke havde kontakt til resten af familien. Vi bestemmer selv, hvem vi vil se. Så vi har holdt os på lang afstand af familiekonflikterne sidenhen, forklarer Keld.
- Vi har haft den grundindstilling, at uanset hvad Annette slæbte med hjem, så var det hendes valg. At vi så nogle gange har revet os i håret, når hun har haft nogle med hjem... siger Hilda
- ... Og tænkt, Vorherre, lad det ikke blive ham, slutter Keld sætningen.
