Arvestrid er ikke kun noget, der finder sted på den fynske Grønnegaard i DR-serien 'Arvingerne'. Også i Hollywood kan man have svært ved at blive enige om, hvordan arven skal fordeles mellem de efterladte.

Således er den amerikanske skuespiller Robin Williams efterladte endt i en kedelig strid om arven efter den populære skuespiller, der døde i august 2014.

Robin Williams tredje kone, Susan Schneider Williams, som han var gift med frem til sin død, og hans tre børn Zachary, Zelda og Cody Williams, som skuespilleren har fra sine tidligere ægteskaber, er uenige om, hvorvidt Robin Williams mange effekter skal fordeles mellem dem, og derfor mødes de nu i en retssag. Det skriver The Telegraph.

Læs også:

Robin Williams havde ifølge avisen skrevet et testamente og afgjort, hvordan hans formue skulle fordeles mellem arvingerne. Men det går hans enke tilsyneladende imod.

Susan Schneider Williams mener, at hun har ret til at beholde alle effekter i det hjem, som hun og Robin Williams boede sammen i frem til hans død. Børnene derimod mener, at hun forsøger at få lov til at beholde nogle arvestykker, som de egentlig er berettiget til - heriblandt smykker og ure.

Læs også:

Robin Williams enke beskylder også børnene for at tage ting fra hende og Robin Williams fælles hjem lige efter skuespillerens død. De tre efterladte børn siger dog, at deres fars kone ikke ville give dem lov til at få familiebilleder, bøger, ure og andre effekter, som deres far ønskede, de skulle have.

Arvestriden skal nu afgøres ved retten og af retsdokumenter fremgår det ifølge The Telegraph, at Robin Williams tre børn er 'sønderknuste' over Susan Schneider Williams 'grådighed', og at de mener, at hun 'går i mod deres fars sidste ønske, som han havde brugt tid på at planlægge'.

Robin Williams begik selvmord i sit hjem. Han blev 63 år gammel.

Robin Williams med sin tidligere kone Marsha, datteren Zelda og sønnen Cody. Hans tredje barn hedder Zachary.
Robin Williams med sin tidligere kone Marsha, datteren Zelda og sønnen Cody. Hans tredje barn hedder Zachary. Foto: VINCE BUCCI
Vis mere