Fredag fylder Bill Clinton fylder 70 år. Han er den mest populære nulevende præsident og eks-præsident og som en måske kommende first gentleman, hvis Hillary Clinton vinder valget.
Han er så populær, at det virker kontrafaktuelt - 63 pct. af amerikanerne synes godt om ham - og sådan var det også som præsident.
Han sluttede sine otte år i Det Hvide Hus med opinionstal, som man skal hedde Ronald Reagan eller Franklin D. Roosevelt for at matche - men her er det forunderlige. Roosevelt og Reagan var hver for sig forvandlende præsidenter, de tog fallerede økonomiske systemer og omskabte dem til nye systemer; Clinton var ikke en forvandlende præsident, og det er svært i dag at pege på én omkalfatrende politik og sige - »det var Clinton, som gjorde det.«
Men det er formentlig det mådehold og hans vindende væsen, som forklarer populariteten. For Bill Clinton var demokrat, og han var under et stort pres for at fuldstoppe 12 års reaganistisk liberalisering og skrue tiden tilbage til nittenhundrede-og-Keynes, men han gjorde det ikke.
Han fjernede de værste vildskud, men lod i øvrigt økonomien passe sig selv, og med frihandelsaftalen NAFTA indledte han den neoliberale og globale tidsalder.
Det førte til den længste økonomiske ekspansion i amerikansk historie - 115 måneder - og det førte til 23 mio. nye job og den laveste ledighed i 30 år. Det var ikke en ambitiøs og økonomisk ny-doktrin, som gjorde det, men snarere en sikker navigation i forholdsvis kendt farvand.
Den samme navigation gjorde sig gældende i udenrigspolitikken. Hvor hans efterfølger, George W. Bush, tænkte stort og dristigt, tænkte Clinton forsigtigt og diplomatisk.
Sent greb han ind i den bosniske borgerkrig, men da han gjorde det, lykkedes det at stilne parterne gennem forhandling, og han sendte heller ikke en verdenshær mod præsident Milosevic i Kosovo, men bombede ham på plads i en begrænset luftkrig.
Han var snublende tæt på at forhandle en israelsk-palæstinensisk løsning på plads, og den faldt kun til jorden, fordi den palæstinensiske leder Yassir Arafat til sidst fik kolde fødder.
Efter otte år kunne han med god ret hævde, at hans embedsperiode havde været præget af »peace and prosperity« - »fred og fremgang.«
Begge dele røg sig for alvor en tur under hans efterfølger, og akkurat som amerikanerne i sen-1960erne så tilbage på Eisenhower-årene i 1950erne med tåreblændet sentimentalitet, kunne amerikanerne efter Irak og finanskrisen se tilbage på dengang under Clinton, hvor verden stadig var optimistisk og ukompliceret.
Hvilket også er en del af historien om hans popularitet. Hans efterfølger var med til at sikre hans eftermæle, og det var hans politiske fjender også i præsidenttiden.
Han var oppe mod nogle af de mest ufordragelige skikkelser i politik, ikke mindst den mand, som senere blev indbegrebet af hysterisk skinhellighed, kongresformand Newt Gingrich.
Gingrich forfulgte Bill Clinton under den såkaldte Monica Lewinsky sex-skandale samtidigt med, at han selv havde flere elskerinder i bagbutikken og holdt sine kone for nar.
Og fraværet af forsonende træk hos fjenderne gjorde kun Clintons i forvejen charmerende væsen endnu mere sympatisk, og under Monicagate steg hans opinionstal til over 70 pct.
Og det er Clinton som 70-årig: en god præsident og et godt menneske, ikke kun på grund af det, han gjorde, men også det, han ikke gjorde, og som andre gjorde. En mand fra små kår, som har været en enestående goodwill-ambassadør for USA og sig selv, og som til januar - hvis valget vil - får endnu en chance for at skrive amerikansk historie:
Som den første first gentleman i USAs historie.
