Er det mon for sent at sige ’sorry’? Der er i hvert fald flere fans, der mener, at en undskyldning fra Justin Bieber efterhånden ville være på sin plads. Nu har han endnu en gang skuffet sine fans.

Over de seneste måneder har verdensstjernen taget mere og mere afstand til sine dedikerede fans, som vist roligt kan kaldes for nogle af verdens mest trofaste af slagsen.

Først aflyste han alle ’meet and greet’-oplevelser, som hans fans længe havde købt og betalt, siden har han offentligt meddelt, at han ønsker at være i fred, når han går på gaden, han nægter at få taget flere billeder sammen med fans - Og nu lader det til, at han heller ikke vil modtage gave fra de såkaldte ’Beliebers’.

Tidligere på måneden var Justin Bieber i New York for at optræde, her havde en hel stribe fans samlet sig foran hans hotel for at få et glimt af stjernen. Efter flere timers ventetid kom han endelig kørende i en bil.

En af de fremmødte optog seancen på sin telefon, hvor en ung pige giver Justin Bieber en gave igennem bilens åbne vindue.

Men det var tilsyneladende ikke noget, teenage-idolet brød sig om. Se videoen øverst i artiklen.

Han smider gaven ud på gaden og trækker knap en mine, da han ruller vinduet op og kører videre, mens en vagt holder pigerne tilbage.

Det er svært at se, hvad det er, Justin Bieber modtager og efterfølgende smider væk, men ifølge Viral Thread er der tale om et Argentinsk flag.

I det amerikanske medie fremgår det, at det blev foræret af en 15-årig pige, som på sin Facebook-profil skriver, at hun er skuffet over pop-ikonets opførsel.

»Det var selvfølgelig ikke meningen, at det skulle lande tæt på hans ansigt, så jeg undskyldte tusind gange. Han kiggede på mig… tog flaget, smed det på fortovet og lukkede vinduet. Jeg er 15 år og han kunne godt have behandlet mig ordentligt, siden han hørte, at jeg undskyldte.«

'Røvhul'

Videoen er blevet delt flittigt på flere sociale medier, og mange fans er dybt utilfredse med idolets opførsel.

En skriver ’Han ønsker at blive respekteret, men respekterer ikke fans? Det er hyklerisk’.

’Han er så tarvelig. Hvordan kan han behandle folk på den måde og stadig have fans, så trist at se, at han er blevet sådan. Pinligt’, skriver en anden.

’Han kunne da for fanden bare have gjort, hvad et hvert normalt menneske ville gøre: acceptere gaven og så komme videre med sin dag. Han behøver ikke engang at beholde den, han kunne smide den ud, når han kom hjem. Men i stedet for at gøre bare minimum af menneskelig høflighed og lade hende tro, at han beholder gaven, smider han den bare tilbage. Han er et røvhul’, skriver endnu en utilfreds fan.

Lige netop det argentinske flag har tidligere kostet Justin Bieber problemer og dårlig omtale. I 2013 sparkede han flere flag af scenen, som fans havde kastet op til ham under en koncert.

Det resulterede i, at landet nægtede at lade ham optræde indenfor grænserne igen.

På randen af depression

»Hvis du skulle møde mig et sted, så skal du vide, at jeg ikke stiller op til et billede med dig. Jeg er færdig med billeder,« lød den kontroversielle melding fra Justin Bieber på Twitter for nogle uger siden.

Han skrev, at han følte sig behandlet som et dyr i en zoologisk have af sine fans – og mindede dem om, at der hverken følger kram eller ’selfies’ med i prisen, når de køber et album.

I marts aflyste han alle eksklusive ’meet-and-greet’-arrangementer i forbindelse med sin verdensturné. Det var på trods af, at turnéen allerede var i gang, og de trofaste fans allerede havde betalt mellem 6.000 og 13.000 kroner hver for at møde deres idol efter showet.

Han begrundede det på Instagram med, at han følte sig på randen af depression, og at de arrangerede fan-møder drænede ham for energi.

Han har også udtalt, at han har tænkt sig at blive ved med at træffe beslutninger, han føler er rigtige for ham, og at der ikke er et eneste menneske, der kan få ham til at få det dårligt med det.