KØB PLUS!

Bettina Allers mand døden nær

Bettina Allers hjerte stoppede næsten, da hun modtog beskeden om, at hendes mand havde været tæt på at dø i en ulykke.

Jean-Gabriel Leynaud var på Antarktis for at for at lave en dokumentarfilm, da en kæmpe jerndør på fire gange seks meter pludselig faldt ned over ham, da han gik og filmede.

Det oplyser Bettina Aller i et interview med Billedbladet.

- Heldigvis nåede han at hoppe væk, ellers ville han have været slået ihjel. Heldigvis ramte den kun hans ben, som så er brækket fire steder, siger Bettina Aller til BT.

Bettina Aller er lige nu på jordomsejling sammen med sin franske mand og sine fire børn. Familien var nået til Caribien, da Jean-Gabriel måtte forlade båden for at flyve til Antarktis, hvor han skulle medvirke til at producere en dokumentarfilm for et fransk-svensk selskab.

Det var på optagelsernes sidste dag, at ulykken skete i en kælder tre-fire kilometer under isen.

- Jerndøren var så tung, at tre mand ikke kunne flytte den. Han lå under jerndøren ret længe, inden de fik ham fri, og han fik sig da et chok, fortæller Bettina Aller til BT.

Jean-Gabriel kom ud under jerndøren ved, at isen blev bores ud under hans ben. Derefter blev han straks fløjet til den amerikanske base Mount Murdoch. En tur der tog 12 timer. Han havde læge med på hele turen til at give ham morfin. Derfra blev han fløjet til New Zealand i et Herkules-fly, og søndag blev han opereret.

Jean-Gabriel har fået indopereret en jernplade samt to-seks skruer i knoglen. Han skal blive i New Zealand i mindst to uger, før han er rask nok til at rejse tilbage til familien, der venter på ham i Caribien.

Trods ulykken fortsætter sejlturen som planlagt, når Jean-Gabriel er tilbage hos familien.

- Vi holder planen, er vi enige om. Jean-Gab vil ikke ynkes, og det nytter ikke at tude. Vi tager tingene, som de kommer og indretter os efter dem, siger Bettina Aller til Billedbladet.

- Jeg er smadder ked af det, og hvis jeg ikke havde haft tvillingerne, var jeg straks fløjet ud til Jean-Gab. Men vi er enige om, at jeg bliver om bord med dem, til han kommer ud til os om tre uger.

På hospitalet vil de lave en særlig skinne til benet af kevlar, fordi det er upraktisk med gips med al fugten om bord. Og parret har talt om at lave en slags sele til Jean-Gabriel, som han kan spænde sig fast i, når han er i cockpittet.

- For det er selvfølgelig ikke nemt med et brækket ben på en båd, der gynger voldsomt, når man ikke må støtte på benet. Når vi sover, ligger jeg nok yderst i køjen, og jeg skal nok holde ham på plads, siger hun til Billedbladet.

Familien bliver i Caribien indtil marts, hvor de sejler videre mod Galapagos-øerne. De har rejst i seks måneder og er halvvejs gennem jordomsejlingen.