Lotte Scharff
Når fødselsattesten siger 88 år, betegner de fleste sig selv som gamle. Men sådan ser Bent Fabricius-Bjerre slet ikke sig selv. BT har sat komponisten og pianisten stævne på restaurant Ved Kajen i Nyhavn til en snak om hans livs højdepunkter.

- Hvad har været din største oplevelse?

Først er der lang tavshed, indtil den brydes af et langstrakt hmm.

- Det er svært at sige. Men møderne med alle de kunstnere, jeg har truffet gennem årene, har været interessante. Det er næsten altid sådan, at jo større kunstnere de er, des bedre mennesker er de - med få undtagelser - også. Mens det viser sig at de, som dækker sig bag en skal, der viser det sig ofte, at dér er der ikke så meget. Louis Armstrong var elskeligheden selv, mens Marlene Dietrich var ubehagelig. Simpelthen.



- Og så er Clint Eastwood en beskeden mand, der hellere ville have en burger end den store middag, min kone havde rigget an til ham, da han besøgte os derhjemme. Der satte han sig også til klaveret og spillede jazz, mens mine børn stod og så på ham med store, runde øjne.

Hvad har været din største glæde i livet?

- Det var at få mine fire børn. Og så har jeg sidenhen giftet mig først til tre og nu to til. Det har været dejligt hver gang at få børn, det kan jeg godt lide. Og jeg har stadig kontakt med dem alle.

Hvad har været din største sorg?

- Det var, da min første kone døde, hvor jeg blev alene med fire børn, selv om den ældste var gift og flyttet hjemmefra. Men de tre andre boede stadig hjemme.

Hvad har du fortrudt i dit liv?

- Jeg har ikke fortrudt noget på det moralske plan. Men indenfor det økonomiske havde jeg da gerne undgået at have været med til at bygge Scala i sin tid. Ikke fordi jeg fortryder det, det er så negativt at fortryde noget. Og hvad hjælper det at fortryde noget? Ingenting, svarer han selv på sit spørgsmål.

Hvor meget ser du tilbage på dit liv?

- Aldrig. Det er kun fordi, du spørger mig nu, griner han. Jeg tænker mere på, hvad jeg nu skal hitte på.

Hvordan går det med helbredet?

- Jeg har det super. Jeg dyrker meget sport. Jeg spiller tennis tre gange om ugen blandt andet med Asger Aamund og Eddie Skoller. Og så rider jeg to gange om ugen i Dyrehaven sammen med en af mine sønner. Jeg har halvpart i en hest, Rainbow, der står opstaldet ved Dyrehaven. Men jeg muger ikke ud og strigler. Til gengæld sadler jeg selv op.

Har du altid regnet med at nå op i din høje alder?

- Genetisk er jeg gudskelov født til at have en god mulighed for at blive gammel. For jeg er ikke gammel nu. Min onkel er 104 år (den samme alder opnåede Bent Fabricius-Bjerres mor også, red.), og selv om min far døde rimelig tidligt som 83-årig, så var det fordi, han røg en del og fik cancer. Men hans brødre blev alle i 90’erne. Så jeg har - i bedste fald - måske ikke 10 gode år, men 10 år endnu, filosoferer Bent Fabricius-Bjerre.

Frygter du døden?

- Ikke det fjerneste. Jeg tænker slet ikke på døden. Ikke en gang filosofisk. Jeg vil gerne sove stille ind, eller også skal det ske sådan bum, og så er det det. Der bliver jo kørt meget på døden i radioen i øjeblikket, og om folk der er bange for døden. Hvad fanden skal man være bange for?

Hvad vil du bruge dine sidste år på?

- Dem vil jeg bruge på at lave noget musik.