KØB PLUS!

Benedikte Kiærs fotoalbum: Jeg var enormt tyk og glad

Benedikte Kiærs familie flyttede fra Gentofte
for at leve med dyr og landbrug i Haslev.

Af Simon Riedel

Benedikte Kiær
Født 1969. Cand. scient. pol. Var socialminister 2010-2011, valgt for Det Konservative Folkeparti. Er desuden medlem af byrådet i Helsingør og stiller op som borgmesterkandidat. Før hun blev politiker, var hun kommunikationsrådgiver og konsulent.

Min egen fåreflok

 

Benedikte Kiær 1
(Foto: Privat)

På vores bondegård havde jeg min egen fåreflok, som jeg sørgede for. Hvis jeg kom for sent i skole, var det typisk fordi, nogle af dem var brudt ud og skulle fanges. Det var en kærkommen undskyldning for at komme for sent. I øvrigt var jeg var flere gange på dyrskuer og fik præmier med mit får, Magda.

Fra tandlæge til landmand

 

Benedikte Kiær 2
(Foto: Privat)

Min far havde været tandlæge i 25 år, men han ville hellere være landmand. Derfor flyttede vi fra Gentofte til Haslev, og min far solgte sin praksis efter nogen tid, hvor han arbejdede dobbelt. Det skete, da jeg var seks år. Dengang var min far en voksen mand i 40erne, og min mor var ti år yngre. Han havde fem børn med sin første kone og fik to børn med min mor. Jeg har mange søskende, og det er skønt.

På langs

 

Benedikte Kiær 3
(Foto: Privat)

Da dette billede skulle tages, kom jeg for sent og spurgte: Hvor skal jeg sætte mig? ’Du må bare lægge dig’, blev der sagt, så jeg lå dér på langs. Dengang var det moderne med Converse-sko og Marco Polo- eller Claudio-trøjer. Én gang i mit liv gik det virkelig galt. Min mor og jeg skulle hjem til jul i snevejr, og vi havde bilen fyldt med pizzaer og katte – sådan er det jo på landet. Vi kørte i en stor Toyota Hi-lux, og den begyndte pludselig at slingre i det glatte føre, rullede rundt og endte direkte i grøften på taget. Jeg husker tydeligt sekunderne lige efter. Alt var stille undtagen blinklyset. Så var det med at komme ud. Bilen var totalskadet - det samme var pizzaerne. Men heldigvis kom ingen levende væsener til skade.

Tyk og glad på potten

 

Benedikte Kiær 4
(Foto: Privat)

Jeg har i alt fem billeder af mig selv siddende på potte, som jeg gør her. Det ser ud til, at potten var en slags station for mig, når mine forældre havde travlt med oprydning. Jeg vil betegne mig selv som enormt tyk og glad dengang.

Cigaretter dræbte mor

 

Benedikte Kiær 5
(Foto: Privat)

Det er trist med min mor Lily, som døde for fem år siden. Hun blev kun 70. Hun røg for mange cigaretter, omkring to pakker om dagen, derfor døde hun af lungekræft. Hun er fra den tid, hvor man fik et cigaretetui i konfirmationsgave. Alt andet ved hende var friskt, undtagen lungerne. Min mor var jurist, men stoppede med det og blev medhjælpende hustru på gården. Hun var meget omstillingsparat.

Fætter Guf

 

Benedikte Kiær 8
(Foto: Privat)

Min bror er på dette billede blevet placeret på mig, for jeg kunne umuligt bære ham. Han blev kaldt Fætter Guf, og alle var bekymrede for, om han overhovedet havde en hals. I dag er han heldigvis en høj, flot fyr, han er kommet efter det med udseendet.


Romantik og vandski

 

Benedikte Kiær 6
(Foto: Privat)

Jeg blev gift sidste år, mens jeg var socialminister (billede t.h.). Til polterabend vidste mine veninder, at jeg ikke ville rende rundt på gaden med ’Hjælp, jeg skal giftes’ på ryggen. Det blev i stedet til at prøve vandski, og det var grænseoverskridende, for jeg er ikke glad for at få hovedet under vand. Efter et par forsøg var jeg oppe at stå. Jeg blev gift med Lars, som jeg lærte at kende gennem venner. Han gjorde kur til mig med blomster samt alle mulige romantiske ting og sager. Han spiste endda sushi, selvom han egentlig ikke er så begejstret for det.

 

Benedikte Kiær 7
(Foto: Privat)