Den danske fodboldstjerne Nicklas Bendtner, 22, danner nu officielt par med den 34-årige Caroline Fleming - også kendt som tv-baronessen. Det skriver Ekstra Bladet.
Parret blev efter Bendtners superoptræden i Champions League fotograferet hånd i hånd på gaden i London.
Og selvom parret afviser at fortælle yderligere om deres private forhold, så bekræftede Bendtner dog, at de ganske rigtigt er kærester.
- Ja, vi er et par, og vi er meget lykkelige og forelskede, siger han til Ekstra Bladet.
Men bekræftelsen har Danmark fået et nyt kendispar, der formentlig vil være fast inventar i aviser og ugeblade den kommende tid. Medierne skal dog ikke regne med, at parret selv vil åbne op for posen. Overfor Ekstra Bladet lader de således forstå, at de ikke vil svare på spørgsmål om deres privatliv.
Om specielt den engelske presse, der ikke just er kendt for sin tilbageholdenhed, vil acceptere tavsheden er dog næppe sandsynligt. Engelske medier slog historien om den mulige forbindelse mellem Bendtner og Caroline Fleming meget stort op.
For de engelske medier har historien den ekstra dimension, at Caroline Fleming tidligere var gift med den stenrige engelske James Bond-arving og jetsetter Rory Fleming. Skilsmissen indbragte ifølge engelske medier Caroline Fleming en sum på flere hundrede millioner pund.
Bendtner og Caroline Fleming mødte hinanden under optagelserne til tv-programmet 'Baronessen flytter ind', hvor Bendtner dukkede op som gæst hjemme hos en fodboldglad familie.






















