Det var efterår. Den vrede mand havde kort, lyst hår og et hidsigt temperament. På indkøbssedlen stod en enkelt lottokupon.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Selvom det er 20 år siden, det skete, står detaljerne stadig smerteligt klare i hukommelsen hos modellen Barbara Zatler.En helt tilfældig århusiansk mand smadrede en kiosk til atomer for øjnene af hende. Han var rasende. Rasende over at stå bagved hende, søsteren og den slovensk fødte mor i køen.
Det var den dag, Barbara Zatler første gang opdagede, at hun var anderledes, og at nogen hadede hende for det.
- Jeg blev enormt forskrækket. Han råbte op om, at han ikke skulle stå bag sådan nogle perkere. Han rev kasseapparatet i stykker og kastede rundt med alt i hele butikken. Min søster og jeg stod bare og græd. Det var første gang, jeg oplevede racisme, og det var meget grimt, fortæller hun.
Født til mobning
I dag er den 29-årige Barbara Zatler feteret model. Hun har flere forsider på internationale magasiner på cv’et, får tilbudt roller i store film og er på gæstelisten, når jetsettet i Hollywood holder fest. ’Den danske playmate’ kaldes hun med stolthed i de kulørte spalter herhjemme.
Men for bare få år siden var den selv samme pige uvelkommen i sit eget land. Som datter af en slovensk/italiensk mor og med et fremmedklingende efternavn på dåbsattesten var hun født til mobning. Udskældt og udstødt af de selv samme danskere, der nu ynder at kalde hende ’deres egen.’
- Jeg har meget tydeligt mærket, hvilke konsekvenser, det kan have at skille sig ud fra flertallet. Alle kigger anderledes på dig. Ikke nødvendigvis negativt, men anderledes. Da jeg gik i skole, blev jeg mobbet rigtig meget. Alene fordi mit navn er, som det er, og fordi min mor har lidt mørkere hud. Ordet perker blev brugt meget, fortæller hun.
B.T. møder den nu blonde model i Tranbjerg syd for Århus. I sine første leveår flyttede hun og familien nærmest konstant rundt i landet på jagt efter respekt og anerkendelse. Overalt lurede skeptiske blikke og kommentarer. Først efter seks flytninger fandt forældrene roen i den østjyske forstad. Men for den helt unge Barbara bød postnummer 8310 på alt andet end lykke.
- Jeg gik ind og ud derovre. Det var et helvede hver eneste dag, fortæller hun og nikker i retning af en skrammet dobbeltdør på Tranbjerg Skole.
Død solsort
Den store rødstensbygning rummer alle de værste minder i den nu 29-årige Barbara Zatlers barndom. I især én episode trænger sig på, da hun for første gang i årevis står ved den gamle skole.
I en mørk gangtunnel dækket af alger og afskallet graffiti gav klassekammeraterne en 8-årige Barbara en oplevelse, hun aldrig siden har glemt.
- De vidste, at jeg var meget glad for dyr. En dag trak de mig så med her ned og holdt mig fast. Så kom der en dreng. Han havde en solsorteunge i hånden. Han vred benene rundt på den, indtil han kunne rykke dem helt af, mens den var i live. Så trådte han på den. De grinte bare af mig. Jeg har aldrig forstået, at nogen kan grine af sådan noget, fortæller hun, mens hun viser, hvor hun blev holdt fast.
Ugen senere mente en klassekammerat igen, det var tid til at udnytte den dengang meget stille piges kærlighed til dyr. Denne gang med store konsekvenser.
En blåmejse-unge blev kværket og plantet i lommen på Barbaras frakke, som hang på gangen. Herefter blev klasselæreren underrettet om, at ’Barbara gik rundt med en fugl, som hun havde pint ihjel.’
Alt sammen med det resultat, at de sociale myndigheder blev inddraget.
- Læreren troede ikke på, at det ikke var mig, der havde gjort det. Han syntes i forvejen, at jeg var mærkelig, fordi jeg var meget stille. Han skrev til min mor, at der måtte være noget mentalt galt med mig, og at jeg burde undersøges, fortæller hun.
Børnehjem
Selvom forældrene nægtede at sende datteren til psykiater, endte episoden med, at den nu ni-årige pige, der i forvejen var stemplet som ’adfærdsvanskelig’ blev anbragt på et børnehjem. Her skulle hun komme til at tilbringe de næste fem år af sit liv.
- Jeg var rasende over at blive sendt derhen. Men på et eller andet plan har det børnehjem reddet mig. Jeg mødte nogle ret vilde børn, som lærte mig at sige fra. Før kunne alle bare skubbe mig rundt, men der indså jeg, at jeg også har ret til at sige ’luk røven din nar,’ hvis nogen behandler mig dårligt.
Siden da har der ikke været nogen, der skulle træde på mig, og det har hjulpet mig rigtig langt, fortæller Barbara Zatler.
I dag husker hun tilbage på de fem år på børnehjemmet som de bedste i sit liv. Hun besøger stadig stedet jævnligt og skal inden længe medvirke i en bog om den ujævne vej fra bund til top for samfundets mest udsatte børn.
Selvom mobningen fra dengang for længst er skiftet ud med beundrende blikke, han den 29-årige model stadig lektien fra den gang med i håndtasken, hvor end hun går. En lektie, hun håber, vil hjælpe andre i fremtiden.
- Det, jeg har lært af alt det her, er, at der altid vil være nogen, der synes, at du er for grim eller dum og prøver at finde alle dine fejl. Det oplever jeg stadig i dag. Men hvis du bare selv er stolt af at være den, du er, så skal du nok klare dig alligevel. Uanset, hvad de siger.
