Annemette Voss blev gjort til allemandseje i 2013, da hun vandt det populære underholdningsprogram 'Den store bagedyst' på DR 1.

Flere følger hende på de sociale medier og på hendes blog annemettevoss.dk.

Her har hun i weekenden skrevet et særdeles ærligt indlæg om forholdet til sine bryster. For efter tre børn så er brysterne ikke længere, hvad de har været. De er nærmest forsvundet.

'Når jeg kigger ned ad mig selv, så er det ikke så meget jeg ser. Det er i hvert fald ikke store struttende ungpigebryster, der møder mit syn – desværre. Men det har de nu heller aldrig været – store, that is – så det har jeg lært at være okay med. De er derimod tydeligt mærket af, at jeg har fået og ammet tre børn, – faktisk er det som om, at de bare er blevet mindre og mindre for hvert barn, og nu nærmest er forsvundet. Det er ikke sådan at de hænger, – næh, de er der nærmest ikke. Så jeg fylder blusen ud med diverse vatpakkede bh’er og lignende, for at få min krop til at se bare nogenlunde velproportioneret ud. Lige på det punkt. Ellers har jeg sgu ik noget at brokke mig over, – I know,' skriver hun som noget af det første i blogindlægget, som du kan læse i sin fulde længde ved at klikke her.

Hun bruger noget tid i bloggen på at beskrive sine tanker omkring det kvindelige ideal.

Hun kommer frem til, at hun 'nok er en smule ked af det' på grund af brysterne. Hun afslører også, at hun har overvejet at få gjort noget ved sine bryster, men at det aldrig har mundet ud i seriøse overvejelser. Tankerne omkring brysterne skyldes blandt andet, at hun kan se på de sociale medier, hvordan det kvindelige ideal 'skal' være.

Annemette Voss kommer frem til følgende 'konklusion' på problematikken om, hvornår man er kvindelig.

'Det “korrekte” valg er vel at lære at elske sig selv, som man er. Men er det nu også helt realistisk?! Jeg er virkelig i vildrede,' slutter bageentusiasten.

Hvis man 'scroller' lidt ned på bloggen, kan man læse sig til, at Annemette Voss har skrevet indlægget for at få fokus på de kvindelige idealer. Det fremgår af et svar på en kommentar fra en læser. Den tidligere bagedyst-vinder lægger vægt på, at hun ikke i skrivende stund ønsker at få lavet sine bryster større.

Hun har tidligere været meget ærlig omkring det faktum, at hun i flere år led af bulimi. Det hele startede, da hun var 15 år gammel og var på et udvekslingsophold i Australien. Det kan du læse mere om ved at klikke her.

Annemette Voss har drengene Hugo-Sander og Ferdinand, fra et tidligere forhold og har sidenhen fået sønnen Luca i sit nuværende forhold.