Selvom de giver koncert i Herning lørdag aften, så er det den danske hovedstad, der trækker de største roser hos superstjerner fra Backstreet Boys og New Kids On The Block

BT har inden koncerten med de to store boybands haft muligheden for at tale med Brian Littrell fra Backstreet Boys og Jonathan Knight fra New Kids On The Block (NKOTB). Og de kunne fortælle om en stor forkærlighed for den danske hovedstad.

- Vi har været i København en del gange og jeg elsker det. Folk er ikke stressede eller overvægtige. Og så cykler de rundt, det er fedt, siger Brian Littrell. Bandet boede inden koncerten på i det jyske på et hotel i København, og på deres fridag havde de tid til at se sig lidt rundt i vores hovedstad.

- Jeg brugte dagen på at shoppe en smule. Det var super lækkert. Og så gik jeg rundt og tog billeder, for jeg elsker arkitekturen. Den er rigtig smuk i København, uddyber han.

Også hos NKOTB er man begejstret for København. Den fem mand store gruppe brugte dog ikke deres hviledag i hovedstaden. Men derfor er begejstringen ikke mindre.

- Vi har også været i København før. Og det var rigtig fedt. En super dejlig by, siger Jonathan Knight fra NKOTB.

Men selvom København får flotte ord med på vejen, så er der også roser til den danske natur, som begge finder super flot.

- Jeg elsker de gule marker, som er overalt. Det ser rigtig flot ud, siger Jonathan Knight.

- Ja, de er helt fantastiske. Og så har jeg hørt, at man bruger de gule blomster til at lave brændstof. Det er mega fedt. Det burde man også have i USA, uddyber Brian Littrell.

Koncerten med New Kids On The Block og Backstreet Boys løber af stablen lørdag aften fra kl. 20.00.