Av: Her bliver skuespilleren skadet under prøverne

Prøverne til landets hidtil største teaterkoncert, Hey Jude, er i fuld sving i disse dage, og Nikolaj Cederholms ambitiøse projekt var i går tæt på at blive ramt af en mindre katastrofe.

Skuespil- og sangholdet består af Troels Lyby, Pernille Rosendahl, Jimmy Jørgensen, Mark Linn, Cecilie Stenspil, Laus Høybye og Jaleesa. 
  
I en pause torsdag, hvor holdet gik til den med squareball i prøvehallerne i Hillerød, gik det som sædvanligt heftigt for sig med instruktør Cederholm som ivrig deltager i boldspillet.

SE VIDEO FRA PRØVERNE TIL HEY JUDE LIGE HER

Også Troels Lyby deltog i pausespillet med musikere og crew, der kom oven på tre timers intens musikprøve hvor 35 Beatles-sange blev øvet igennem i ét stræk under brødrene Hellemanns kompetente ledelse.

Og der skulle åbenbart drønes noget damp ud. Lyby gik så meget op i spillet, at han faldt meget uheldigt under forsøg på en redning, og måtte ned og bide i kanvassen.

Faldet var gået ud over højre underben, og efter at have ømmet sig et stykke tid på gulvet, måtte Troels Lyby have støttebind og vådt håndklæde om læg og skinneben.
 
I nogle timer sad Lyby med benet oppe, og kunne ikke støtte på det højre ben, og hverken han eller Cederholm vidste, om der var tale om en fatal fibersprængning, en forstuvning eller bare et uheldigt slag.

- Det skal nok gå, sagde Troels Lyby til BT kort efter uheldet.

Og til alt held for de fortsatte prøver, viste det sig fredag, at Hey Jude-holdet er sluppet med skrækken.

- Det var bare et slag på benet, og Troels er oppe at gå igen, siger Nikolaj Cederholm fredag formiddag til BT.

- Jeg har slet ikke set Troels i dag. Han er til musikprøver hele dagen, så vi fortsætter efter planen, siger Cederholm, der starter prøver med rekvisitter på den særligt opbyggede scene i Forum næste uge.

Opsætningen 'Hey Jude' bliver den største teaterkoncert i Danmark hidtil. 
Og instruktøren er opsat på at overgå sin forrige Beatles-produktion 'Come Together'. 

Ud over de mere end 30 Beatles-sange bliver omdrejningspunktet på Forums scene en kæmpe bygningskran, der skal bruges til at løfte både tunge ting og få skuespillere og sangere til at svæve op, ned og rundt i Forums luftrum, mens de opfører udødelige klassikere som Let It Be, I Wanna Hold Your Hand, Blackbird, Magical Mystery Tour og A Hard Days Night.

Her en lille måned før premieren, lyder musikken allerede som en drøm, at dømme ud fra de musikprøver BT overværede torsdag. 

Men instruktør Cederholm har også noget at leve op til, idet han går efter et monsterhit i et af Københavns største koncertsteder. 

- Den største udfordring bliver at spille for så mange mennesker hver aften. Det har vi aldrig prøvet før. Vi er vant til 800-1000 mennesker i Gasværket. I Forum kan der vel være mere end 4000, siger Nikolaj Cederholm til BT.

'Hey Jude' har premiere d. 28. december i Forum, København. Hvis ikke det legeglade hold kommer ud for flere uheld.

På trods af Lybys uheld har Cederholm ikke forbudt squareball eller andre sportslige pause-forlystelser for holdet.