Den danske sangerinde Annisette nåede blot at synge tre sange, før hun måtte afbryde koncerten og forlade scenen, da hun optrådte i Christians Kirke i København lørdag.

I løbet af dagen var den 68-årige sangerinde, der blandt andet er kendt som forsanger og mangeårigt medlem af Savage Rose, blevet ramt af en sygdom, der langsomt satte sig på hendes stemme og umuliggjorde, at hun kunne færdiggøre koncerten.

Det oplyses i en besked på Annisettes Facebookside søndag.

»Jeg håbede til det sidste, at det ville gå væk, når først jeg stod på scenen i musikken og sammen med publikum. Men jeg kunne desværre ikke komme uden om, at det var forværret, og at stemmen simpelthen lukkede ned,« forklarer Annisette selv i beskeden.

»Jeg er så ked af at være nødt til at afbryde en aften som denne, hvor jeg, Frank og Las havde glædet os til at præsentere et program, som kunne blive en musikalsk oplevelsesrejse sammen med publikum og os. Men jeg kunne desværre ikke og ønsker blot, at de mange fremmødte vil have mig undskyldt,« fortsætter hun.

Vender tilbage til foråret

En ny dato for koncerten blev sat med det samme - den 8. april næste år.

»Jeg håber selvfølgelig at se alle de mange mennesker igen, og da det bliver i det begyndende forår, er der sikkert en masse fornyede kræfter,« siger Annisette.

Sangerinden skal efter planen give koncert i Aarhus mandag, men på Facebooksiden bedes publikum om at holde sig underrettet på siden og på arrangørens website.

»Det vil blive meldt ud senere i dag, hvad der kommer til at ske,« skrives der i beskeden.