Anni Fønsby trodsede vinterkulden og gik i front som lysbærende brud, da herberget 'En Varm Seng' fejrede Lucia-dag med optog, sang og musik ved Axeltorv i København.

13. december er det Lucia-dag. En dag, hvor børn på de fleste skoler landet over går Lucia-optog med lys i hånden.

Men denne aften var det en noget ældre - og mere medievant - person, der fejrede den italienske helgeninde, Lucia, med sang og lys.
 
Anni Fønsby havde fundet lysene frem, da hun gik i front som Lucia-brud sammen med frivillige og hjemløse fra herberget 'En Varm Seng' i København - en paraplyorganisation som giver en hjælpende hånd til Københavns mange hjemløse.

Trods det, at Anni Fønsby måtte støtte sig til sit medbragte papir med sangteksten, var hun ikke skuffet over sin egen præstation som Lucia-sanger:

- Det gik rigtig godt. Jeg kunne godt teksten. Det er jo en smuk og hjertelig sang, forklarede Anni Fønsby til bt.dk.

Den tidligere fotomodel har været involveret i de hjemløses sag, siden hun i april 2010 - som højgravid - valgte at overnatte på herberget.

For tiden er hun på barsel med sin lille datter, men hun tager hen på herberget, når der er brug for hende.

- Jeg har ikke planer om at stoppe mit arbejde her. Det er dejligt at møde mennesker og tage del i deres glæder og sorger, siger hun.

Far var hjemløs
Anni Fønsbys far, Jørgen Fønsby, endte selv sine dage som hjemløs. Han døde pludseligt af en blodprop i 2008. Det er også en af grundene til, at hun er så engageret i at hjælpe de hjemløse.

- Min far havde på et tidspunkt et rækkehus i Bagsværd, som han havde arvet efter sin mor, men han kunne ikke holde ud at være der, fordi hun var død i det hus, og han synes, der var en dårlig stemning. Så han valgte et liv på gaden, udtalte Anni Fønsby til bt.dk for nogle år siden.
 
Donerede maleri
Anni Fønsby havde ligeledes valgt at donere et maleri til herberget, som hun selv havde malet.

- Jeg synes, der manglede lidt liv på væggene. Det her maleri giver varme og spreder energi. Der står 'Du er altid elsket' på maleriet. Det er noget, som de hjemløse har brug for at vide, sagde hun.

Anni Fønsby ankede i september de to års ubetinget fængsel, som hun fik for bordeldrift. Sagen tages op igen til næste år.