Et år efter sin alvorlige ulykke bliver kokken Jesper Vollmer selvstændig.

Regentparret skal finde en ny køkkenchef, når Jesper Vollmer har rørt færdig i de kongelige gryder. I stedet springer han ud som selvstændig sammen med sin hustru Annette Heick.

I dag er det præcis et år siden, at Jesper Vollmer brækkede nakken under en familieferie i Thailand. I et halvt år har han kæmpet for at vende tilbage til den mand, han var før, så han kunne vedblive med at være køkkenchef i kongehuset. Et job, han har været utrolig glad for at bestride i samtlige 10 år.

Men efter ulykken, hvor han ikke mistede sin førlighed, fordi nerverne var og er intakte, har Annette Heicks mand nu erkendt, at selv om han gerne ville, så går det ikke mere.

»Jeg magter ikke den fysiske udfoldelse længere, der i jobbet. Og i den erkendelse har vi skabt et nyt fundament, som hedder Rå.dk, hvor jeg skal lave mad for firmaer og lignende i et helt nybygget hus i Allinge på Bornholm,« fortæller Jesper Vollmer til BT.

Fra i dag er Rå.dk en realitet. Men senere på året vil man kunne købe køkkengrej, designet af Jesper Vollmer, som bliver krydret med en kogebog fra den tidligere royale kok.

Han lægger ikke skjul på, at hans arbejdsgiver har strakt sig langt for at hjælpe og støtte ham i den langvarige genoptræningsfase. Men da Jesper Vollmer i september vendte tilbage til de kongelige køkkengemakker, var det planen at fortsætte som køkkenchef for kongehuset. Men han måtte hurtigt erkende, at de fremtidsplaner ikke kom til at holde stik.

Væltede

»Jeg kan ikke længere bestride den stilling fysisk med 12 timers arbejdsdage, hvor jeg laver mad til hele huset. Ting tager længere tid for mig i dag, for jeg er hæmmet og er nødt til at sidde ned,« fortæller han.

Læs også: Annette Heick valgte karrieren efter mandens ulykke: Derfor er jeg ikke hos Jesper

Jesper Vollmer oplevede også, at en dag hvor han hurtigt skulle hen til en gryde, var signalet fra hjernen ned til højre ben ikke hurtigt nok – med det resultat, at benet ikke fulgte med, og han væltede om på gulvet.

»Selv om jeg nok skal nå de impulsive ting, som sker i et køkken, så når jeg det på den forkerte måde, så jeg går i stykker af det. Og det er det ikke værd,« erkender Jesper Vollmer, der arbejder på nedsat tid frem til 1. juli. Derefter må regentparret på jagt efter en ny køkkenchef.