Sangeren Anne Linnets søn Peter, bliver snart til datteren P. Det fortæller den 22-årige rumænskfødte danser til ugebladet Tæt På, der udkommer onsdag.

Pigenavnet er fundet, men modet til at bruge offentligt det gemmer lidt mere på sig. Derfor kalder P. sig blot ved forbogstav. Indtil videre.

Men planen er, at den unge mand snart skal blive en ung kvinde på alle måder. Operationen skal foregå i Californien, fortæller hun til ugebladet. Men tidshorisonten er endnu uvis.

P. er blot én i Anne Linnets store børneflok. Sammen med Holger Laumann fik sangeren børnene Eva og Marcus. I 1988 fik hun så sønnen Alexander, som de fleste nok bedst kender som sangeren Xander, mens hun i 2010 og 2013 fik Isolde og Nemo med Tessa Franck.

Derimellem blev hun mor til det rumænske søskendepar Peter og Maria, som hun adopterede i 2001, efter at de havde været hos hende som feriebørn i et par år.

Dengang var Peter seks år gammel, og han følte sig lige fra begyndelsen anderledes, fortæller han til ugebladet. Først og fremmest var der den udenlandske baggrund, som fik ham til at skille sig ud. Derudover havde han også en femininitet, som blot voksede, indtil han i teenageårene sprang ud som homoseksuel. Men det var ikke nok.

»Jeg navigerede helt forkert og begyndte at drikke meget, og det vilde liv gik ud over mine dansetimer. Jeg blev faktisk deprimeret og kom på lykkepiller og sovemedicin. Desværre uden, jeg var i stand til at fortælle min læge, at problemerne skyldtes min indre konflikt, hvor jeg var delt mellem mand og kvinde,« siger P. til Tæt På.

Først sidste år, under sin uddannelse til koreograf i England, gik det rigtigt op for ham, hvad der var galt. Og endelig kunne 'han' begynde sin rejse mod at blive 'hun'.

»Jeg blev jaloux på mine veninder, fordi de havde mandlige kærester. Og det var vejen til en ny erkendelse. For selv om jeg har levet som homoseksuel, fandt jeg ud af, at jeg i virkeligheden ønsker mig en mand, der begærer mig som kvinde.«

P. fortæller, at hendes mor har været en stor støtte lige fra begyndelsen. Det var hende, der i første omgang anbefalede P. at se storfilmen 'The Danish Girl' om verdens første kønsskifteopererede, som kom til at ramme noget i den forvirrede unge mand.

Desuden smilede Anne Linnet blot, som om det var det mest naturlige i hele verden, da sønnen pludselig dukkede op i feminine korte shorts og nybarberede ben.