Vild med Dans dommeren Anne Laxholm fortæller her om, hvordan hun blev kæreste med Hans Henrik, i takt med at hans andre dansepartnere blev udkonkurreret. Se hendes fotoalbum her.

Af simon Riedel


Anne-Margrethe Laxholm

 


Født 1951. Er danser, danseinstruktør og har været selvstændig i firmaet Chrisanne. Har som aktiv danse sammen med sin mand Hans Henrik Laxholm, både som amatører og professionelle. Hun underviser på sin egen danseskole, Dance Academy Laxholm, og har været dommer i Vild med Dans siden programmets start i 2005. Var danske mestre i 1975–1980 og vandt bla. VM guld i 1979 og 1980 som amatører, EM guld i 1985 som professionelle og en lang række sølv- og bronzemedaljer. Bor i Rungsted.



Når projektørerne er slukket


 
Foto: Privat
Vis mere


Dette billede fortæller noget om, hvad dansen også er, og om koncentrationen, når projektørerne er slukket. Det blev taget i Montreal i 1981 af en universitetsstuderende, som sendte det til os. Lige der gik det ikke så godt, vi var lige kommet fra Houston, hvor vi havde vundet over det engelske par, som vi altid kappedes med. Der er et konstant pres for at danse bedre end sidste gang, men her måtte vi nøjes med en sølvmedalje, og det var vi ikke glade for, da vi ikke havde danset så godt som i Houston. Når du ligger nummer to, vil du være nummer et. Vi dansede professionelt i hele verden i ni år, til 1989 og fløj derfor meget. Engang var vi i Hongkong og kort efter vi var lettet, hørte vi en mærkelig lyd. Det var fordi, de var ved at dumpe alt brændstof og så vendte flyet rundt og nødlandede. På landingsbanen stod flere brandbiler parat - ganske skræmmende. Bortset fra det har vi været forskånet for dramaer.


12 sølvskeer til familiens første student

 
Foto: Privat
Vis mere


Jeg var den første i min familie, der blev student, og sad her i det fantastiske vejr på terrassen. Studentertiden var god, og jeg fik 12 sølvskeer af mine forældre, da jeg blev færdig. Efter skolen læste jeg til tresproglig korrespondent i tysk, fransk og engelsk og blev først ansat i firmaet Ostermann Pedersen, der indrettede ambassader rundt om i verden, og siden kom jeg til Asp Holmblad i Helsingør, inden vi drog til England i 1974.


Første dans

 
Foto: Privat
Vis mere


Jeg blev opdraget med masser af kærlighed og gode manerer. Meget sjældent fik jeg skældud, men jeg var forhåbentlig ret let at have med at gøre. Jeg fik formentlig en del selvdisciplin, fordi jeg både gik til dans og ballet, og sådan noget hænger fast. Generelt har jeg det personligt godt med, at tingene er i orden, jeg kan f.eks. ikke li’ rod eller snavs, men man er jo nok miljøskadet efter en lang karriere i dans. Jeg gik til dans, fra jeg var fire år, til jeg blev 14, på Alice Junckers danseskole i Humlebæk.


Bio-barndom


 
Foto: Privat
Vis mere


Jeg tilbragte meget af min barndom i Humle Bio, som min morfar havde bygget i 1939. Den ligger på Strandvejen, ikke så langt fra Louisiana. Jeg stod ved indgangen og hev billetter og efterhånden fik jeg lov til at sælge slik og billetter. Og af og til fik jeg også lov til at komme op i operatørrummet og se de uhyggelige film ud gennem det lille vindue. Som meget lille pige havde jeg slangekrøller ligesom Shirley Temple. Min mor satte papillotter i mit hår inden sengetid. Men da jeg blev omkring ti år, havde jeg fået nok af papillotter og fik i stedet lov til at få hestehale som andre piger.

Firma i England

 
Foto: Privat
Vis mere


I 1994 vi boede vi i Kingswood i England, og jeg står med min datter Lisamaria, sammen med Hans Henrik. Hun har aldrig haft med dans at gøre, men er ved at uddanne sig indenfor filmbranchen. Den aften skulle jeg dømme The International Championships, der finder sted hvert år i Royal Albert Hall i London. Dengang var vi stoppet som dansere og var i stedet dommere, undervisere og gav show. Vi blev medejere af et firma ved navn Chrisanne, der syede og designede dansekjoler, og som meget hurtigt voksede til at have over 60 ansatte, og hermed begyndte en ny karriere, som varede, indtil vi vendte tilbage til Danmark i 2001.

Jeg løb med pri(n)sen

 
Foto: Privat
Vis mere


Da jeg var 15, mødte jeg min nuværende mand Hans Henrik på Ellen Bagers danseskole i Helsingør. Han var et par år ældre og havde i forvejen en dansepartner og en ’girlfriend’. Han satte sig for, at den, han fik bedst resultater med, ville han fortsætte med. Og det blev så mig. Det skete gradvist, at jeg blev kærester med ham. Først røg latinpartneren, så veninden, og vi begyndte at komme sammen. På min 18 års fødselsdag, mens jeg gik i 3. g. blev vi ringforlovet.

Storebrors konfirmation


 
Foto: Privat
Vis mere


Jeg var 12, da min bror blev konfirmeret og jeg sad her mellem min mormor og min fætter. Da jeg selv blev konfirmeret, fik jeg et armbåndsur, så vidt jeg husker. Udover at danse, arbejdede jeg som bybud for fiskehandleren i Sletten Havn, plukkede hindbær, stod i en bagerforretning og var sommerhjælp i en bank. Og så tjente jeg også lidt penge ved at spille klaver, når Humlebæk gymnastikforening var på gulvet.