Plastikkirurgi handler ikke kun om at give folk større bryster eller en længere penis. Det har skuespillerinden Angelina Jolie netop leveret et godt eksempel på. Hun er en af de mange kvinder, der har fået bortopereret brysterne, fordi hun har øget risiko for brystkræft. En sygdom, som alene i Danmark rammer 4.500 kvinder hvert år.

Når kvinder i Angelina Jolies situation skal opereres, står de med valget mellem at få gendannet brysterne på tre meget forskellige måder. Det skriver Videnskab.dk, hvor du blandt andet kan læse, hvordan man rekonstruerer en brystvorte og desuden får et galleri med billeder af Brad Pitts smukke hustru. Se mere her

- Så vidt jeg har forstået, har Angelina Jolie fået foretaget brystrekonstruktion via implantater, lidt ligesom når man normalt får lavet en brystforstørrelse. Hun er meget sporty, så hun havde næppe en topmave, man kunne tage hud og fedt fra – som man også kan gøre. Og hun var nok heller ikke interesseret i, at man hentede muskler fra ryggen – hvilket også er et alternativ, siger Christian Bonde, speciallæge i plastikkirurgi og ph.d. ved Klinik for Plastikkirurgi, Brystkirurgi og Brandsårsbehandling, Rigshospitalet, til Videnskab.dk.

Mange kvinder får fjernet deres bryster, hvis der opstår kræft i dem. Men ligesom Angelina Jolie vælger nogle at være på forkant med kræften.

Læs også hos Videnskab.dk: Hvorfor er kendissers bryster så frække?

Under operationen fjerner kirurgen fedt og kirtelvæv i brystet, men lader huden sidde. Brystvorten bliver også fjernet, og nogle gange fjerner lægen også en eller flere af lymfeknuderne oppe under armen. Hele det indre bryst bliver altså fjernet, og så er det Christian Bonde og hans kollegaers opgave at genskabe en erstatning – med brystvorte og det hele.

Christian Bonde fortæller, at der er tre almindelige måder at genskabe et bryst på:

1. Når en kvinde har fået fjernet sit bryst, er der et fladt bryst med ar tilbage, som skal have fordums fylde igen. Til det kan man bruge implantater som dem, man bruger, når også raske bryster skal opereres større. Med en ballon under brystmusklen udvides musklen og huden sig over et par uger. Til sidst er der blevet plads til et implantat.

Læs også hos Videnskab.dk: Kemien bag silikonebryster

2. Hvis ballon og implantat ikke kan bruges, fordi patienten har modtaget strålebehandling, må man finde et alternativ. Det sidder i ryggen. Kirurgen løsgør en stor rygmuskel samt huden, der sidder oven på den. Hele molevitten fører han – under huden – ind under armhulen og ned til brystet. Musklen vokser fast på det nye sted. Nogle gange kan man skabe et helt bryst af musklen, men ofte supplerer plastikkirurgerne med et implantat.

Læs også hos Videnskab.dk: Hvorfor har vi mest lyst til sex om sommeren?

3. Hvis patienten har en lidt stor mave, er det ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. Man kan nemlig også tage væv fra maven – det kræver bare, at man har lidt topmave. Operationen foregår ved, at lægen skærer hud og fedt fra stykket lige under navlen, til dér hvor kønsbehåringen begynder. Samtidig sørger kirurgen for at medtage de blodårer, der forsyner fedtet og huden med blod.

- Man flytter det hele op til brystet, hvor man finder en blodåre i brystkassen – bag ved ribbenene – og så syr man blodårerne sammen. På den måde sørger man for, at vævet kan forblive levende. Så former man bryster af vævet, fortæller Christian Bonde.

I sjældne tilfælde kan det også komme på tale, at plastikkirurgen tager fedt og hud fra patientens lår eller balder og bruger det til at forme bryster af.

Læs også hos Videnskab.dk: Se, hvordan en cheeseburger fordøjes i din mavesæk