Afdøde Roger Moore havde et særligt forhold til Danmark. Ikke alene var han gift med danske Kiki Tholstrup og kom til barnedåb og bryllup i det danske kongehus, men han arbejdede en overgang også tæt sammen med tv-vært Anette Heick.

Det skete i 2013, hvor det var lykkedes Anette Heick at overtale den verdenskendte skuespiller til at medvirke i nogle optagelser i fyrstedømmet Monaco til hendes og Keld Heicks fælles show ’2XHeick – Nu stopper du far!’. Filmen med Roger Moore handler om, at Anette Heick skal lære, hvordan man bliver en rigtig James Bond-babe.

Under optagelserne havde den kendte James Bond-aktør sin danske hustru, Kiki Tholstrup, med sig, og deres forhold gjorde stort indtryk på Anette Heick.

»De var så søde ved hinanden – nærmest som Keld og Hilda. Kiki var så god til at guide ham under optagelserne og sagde til ham, at hvis han gjorde det og det, ville han fremstå endnu mere charmerende. Hun bar papirerne med hans replikker, og han havde hele tiden et glimt i øjet, ligesom i James Bond-filmene,« fortæller Anette Heick til BT.

Roger Moore døde tirsdag, 89 år gammel, efter en lang tids kamp mod kræften. Det meddelte Roger Moores børn i en pressemeddelelse, hvor de også sendte varme tanker i retning af deres fars danske enke, Kiki Tholstrup.

Fik præstationsangst
Anette Heick var da også trist til mode, da hun fik overbragt nyheden. Selvom hun hverken var i familie med ham eller på julekort med ham, så husker hun optagelserne i Monaco særdeles godt.

»En dag skulle vi optage en scene inde på et kasino. Men området omkring kasinoet var afspærret, og det var alene Roger Moores skyld. Han var nemlig rigtig stor dernede, og alle ville gerne tæt på ham, og derfor var de nødt til at sætte afspærringer op. Jeg fik nærmest præstationsangst, da vi skulle i gang med optagelserne,« fortæller Anette Heick, der tidligere til BT har fortalt, at Roger Moore er hendes yndlings-James Bond.

»Roger Moore er min yndlings-James Bond. Jeg er også vild med Daniel Craig, men for min generations vedkommende, er den rigtige James Bond helt sikkert Roger Moore. Fordi der er så meget humor og selvironi,« siger Annette Heick, som også måttet bede om en autograf til sin ældste søn, der er lige så stor fan af den engelske skuespiller.

Roger Moore efterlader sig børnene Deborah, Geoffrey og Christian, som han havde fra andre forhold.

Roger Moore skal begraves i Monaco under en privat ceremoni, meddeler familien.

Familiens meddelelse om filmlegendens død: