Skuespilleren Andreas Bo er julens travleste mand. Han er den ukronede konge af underholdning ved årets julefrokoster, og hver aften frem til jul lægger han ansigtet i grumme folder som det stygge bispespøgelse, Stygge Krumpen i TV2´s julekalender ’Ludvig og Julemanden’.

Rollen som det koleriske Stygge Krumpen-genfærd er hans største på tv til dato, og han lægger ikke skjul på, at det er lidt af en drøm, der er gået i opfyldelse.

- Jeg er komiker, og jeg syntes, det kunne være sjovt at rynke øjenbrynene og sige nogle onde replikker. Så jeg havde sat snuden op efter at være ond, og det skal jeg love for, at jeg har fået lov til, understreger han med sin karakteristiske, underfundige betoning.

Grøn som alpeost

Vi befinder os i borgstuen på Børglum Kloster, og fra væggene følger Stygge Krumpens efterfølgere med i samtalen. Stedet er et af de mest hjemsøgte i Danmark med 18 lag munke og nonner begravet i borggården, men Andreas Bo er ikke stødt på noget overnaturligt undervejs.

Han er selv det mest skræmmende, når han farer hen over borggården i bispekostumet, efter at være malet grøn fra top til tå. Han behøver ikke at være bange for, at ’malingen’ skal krakelere, når han bruger sin mimik.

- Det ligger som en creme eller foundation, så jeg kan bruge alle mit kødfulde ansigts kræfter i alle scener, uden at der er problemer i det, siger han og tilføjer:

- Men man kommer i tanker om de rynker, man har fået igennem årene, når man ser sig selv i spejlet. De bliver ligesom præsenteret - nu i grønt - men det er der ikke noget at gøre ved. Det er patina- siger Andreas Bo

Det blev hurtigt dagligdag at være grøn som en Marsmand. Det var sværere at vænne sig til at løbe rundt i bispekjole og gevandter.

- Jeg har været i gevandter før, men jeg er aldrig gået rundt i en kjole i tre måneder før. Det har jeg så nu.

Det er besværligt på toppede brosten og trapper. Helt lavpraktisk er man ved at skvatte i den, når man f. eks. går op ad en trappe med en kop kaffe i hånden. Jeg har beholdt mine underbukser på. Det er jo ikke det store 70ér-flip. Men så er der andre ting og sager, der kommer i vejen, som f.eks. mikrofonen og ledninger, der hænger i et bælte.

Tråd tilbage i tiden

At han løber rundt i en klosterborg, hvor der har udspillet sig et dramatisk stykke Danmarkshistorie, er bare med til at gøre arbejdet ekstra sjovt.

- Det er kaviar på æggemaden, men hvis den fiktive historie ikke holder vand, kan det være lige meget. Når det er sagt, så er det enormt skægt, at Tina Gylling og jeg er de eneste, der repræsenterer to personer, der har tråd tilbage i historien, forklarer Andreas Bo og indrømmer:

- Jeg ville prale, hvis jeg sagde, at jeg har nærstuderet alt om Stygge Krumpen.

Det, jeg har haft brug for at vide, er, at manden har været et helt ualmindelig, usympatisk menneske, som så mange gejstlige på det tidspunkt, som havde mere øje for egen vinding end for at forkynde næstekærlighed og barmhjertighed.

Kort sagt: han var en dum skid, så er det på plads.