Komikeren Anders Matthesen blev efter sit seneste one-man-show opereret i begge fødder. Men operationen gik galt og vil nu påvirke ham resten af livet.
Det fortæller den 41-årige komiker i et interview i det seneste nummer af Alt for damerne.
Operationen blev nødvendig efter Anders Matthesens seneste oneman-show ’Anders’. Komikeren beskriver selv, hvordan hans fødder nærmest var gået i stykker efter showet.
Under showet, som han optrådte med i 2012 og 2013, stod Anders Matthesen i meget af tiden på en skrå plade, der gav en masse meget hård hud under fødderne. Det, kombineret med nedsunket forfod på begge fødder samt mange år som fritids-kickbokser, gjorde, at en operation af begge fødder var nødvendig.
Desværre gik operationen langt fra som planlagt.
Der blev ved med at være betændelse i fødderne, og Anders Matthesen lå i sengen i over tre uger. Til sidst besluttede man at åbne sårene op igen, og her stod det klart, at lægen blandt andet havde glemt noget tråd inde i foden. Derudover havde han skåret alle nerverne til Anders Matthesens tæer over.
Den lægefejl skal komikeren nu bøde for resten af sit liv.
»Fejloperationen vil påvirke mig resten af livet: Når jeg skal ned om morgenen, skal jeg pludselig planlægge at tage en ekstra trøje med til min søn, for så slipper jeg for at gå op ad trappen igen senere, jeg kan ikke bære ham på samme måde som før, jeg kan ikke spille fodbold med ungerne, jeg kan ikke gå i bare tæer, jeg kan ikke løbe…« fortæller Anders Matthesen til Alt for damerne.
Han beskriver også, hvordan han efter en lang gåtur på en ferie kan mærke, at det nok ikke var en helt god idé og fortæller, at han til tider føler sig handicappet.
Anders Matthesen har den 2. september premiere på sit nye oneman-show, der har fået titlen ’Shhh’, og også på scenen vil fejloperationen påvirke ham, fordi det vil være hårdt at stå op under hele showet.
Derfor er planen at få lavet en ca. 172 cm høj skammel, som har den perfekte højde til, at han kan hvile den ene balle på skamlen, joker Matthesen i magasinet.
'Shhh' bliver Anders Matthesens syvende oneman-show i karrieren.
