Anders Matthesens drømmepige er først og fremmest optaget af at opvarte ham.

Om få dage tager Anders Matthesen og Thomas Hartmann på landsdækkende tur med deres nye show 'Bytte, Bytte Købmand'.

B.T. mødte 'Anden' til en samtale, der i den grad kom til at handle om hans syn på kvinder.

- Jeg har aldrig arbejdet for at tjene penge, så jeg kunne trække mig tilbage, og der findes ikke en dame i verden, der kan få mig til at bo alene med hende på en bjergtop. Det er 100 pct. sikkert. Hvis ikke jeg kan arbejde, kan det hele være lige meget.

LÆS OGSÅ: ANDENS DOBBELTLIV - MUNK DEN ENE DAG - MASSER AF TØSEPIGER DEN NÆSTE

- Altså, hvis jeg skal have en kone, skal det være én, der passer mig, laver min mad, gør rent og alt sådan noget. Jeg siger ikke, det er kvindens plads. Det er bare min kvindes plads. Det passer ind i det, jeg har valgt. Eller også skal det være én med egne penge, og egen karriere, der har styr på det hele. En nørdet japansk pige, der spiller tværfløjte og ikke aner, hvor vidunderlig hun ser ud. Enten det eller den gammeldags måde: Nu går far ud i lysthuset, og sidder resten af aftenen. Kan I sove godt, unger.

Og så passer mor ungerne, og du passer dig selv?

- Ja, og det har ikke noget at gøre med, at jeg ville være dårlig til børn. Jeg tror jeg vil være en pragtfuld far, men jeg kan ikke fungere, hvis jeg ikke kan sidde oppe om natten og gøre præcis, hvad jeg har lyst til. Sådan er mit liv!

Du er ikke bange for at få rødstrømperne på nakken, når du siger det?

- Nej, for det er ikke en generel ting, at jeg synes, det er kvindens plads. Men hvis jeg har en kone, der er mesterkok, så skal jeg vel ikke have høvl af rødstrømperne, fordi hun laver al maden derhjemme. Ikke at hun skal opgive sine egne ting, men jeg ville ikke have noget problem med at finde en pige, der ville det der. Som bare ville forkæles, og aldrig skulle arbejde, bare gå derhjemme og lave lækre retter. Så kunne vi tage på masser af ferier, og i øvrigt kunne jeg ellers gøre, hvad jeg har lyst til. Jeg har været i et ni år langt forhold, og jeg gider ikke endnu engang høre på det med, at »du laver ikke ret meget herhjemme«. Nej, men jeg laver en hel del derude! Jeg gider slet ikke diskutere det.

Ovenstående er et uddrag af et længere interview med Anders Matthesen og Thomas Hartmann bragt i B.T. søndag.