Games People Play-sangskriveren Joe South døde onsdag af et hjerteanfald. Han blev 72 år gammel.

Den amerikanske sanger huskes bedst for sin række af pophits sidst i 1960'erne og i begyndelsen af det efterfølgende årti. Især huskes han for sin 'Games People Play', der blev et hit på begge sider af Atlanten i 1969, og som også inkasserede ham en Grammy. Andre vil erindre hits som '(I Never Promised You a) Rosegarden' samt 'Walk a Mile in My Shoes'.

Onsdag blev den 72-årige sanger fundet død i sit hjem i Flowery Branch, en forstad til staten Georgias hovedstad Atlanta, angiveligt efter et hjertetilfælde, fortæller hans mangeårige ven Judy Thompson til den amerikanske avis The New York Times.

Det var også i Atlanta, at Joe South med døbenavnet Joseph Alfred Souter, blev født tilbage i 1940. Her forærede hans far ham i en alder af 11 en guitar, og et år senere kickstartede han sin karriere med optrædener i den lokale radio. I 1979 blev han optaget i 'Nashville Songwriters Hall of Fame', og frem til 2002 nåede han at sætte sende 14 album ud i eget navn.

I 1971 forsvandt han stort set fra musikscenen, da hans bror Tommy, der var trommeslager og ofte spillede sammen med South, begik selvmord. Efter års tavshed udsendte han for tre år siden, i 2009, nummeret 'Oprah Cried'.

Hans første ægteskab endte i skilsmisse, og hans anden hustru døde i slutningen af 90'erne. Han efterlader sig sønnen Craig og et barnebarn.