Danmarks-aktuelle Amy Schumer er hverken bange for voldtægt, pædofili eller jødehad

Over hele USA sælger hun ud på rekordtid. Til standup-showet i Forum på fredag er der kun få billetter tilbage. Og hun fik det, der svarer til 64 millioner kroner for at skrive sin første bog, ’Pigen med røvgeviret’, der netop er udkommet på dansk. Men inde under overfladen er Amy Schumer stadig en usikker 34-årig enlig kvinde fra New York.

»Når jeg ikke er på scenen eller på filmsættet og får folk til at grine, er jeg slet ikke så grov, brutal og erfaren, som folk går rundt og tror.« Sådan siger Amy Schumer i et helt nyt interview med bladet Rolling Stone.

Men mindst én ting har virkelighedens Amy Schumer dog tilfælles med den åbenmundede nosseknuser, der på mindre end tre år er blevet til USAs absolut største kvindelige standup-komiker. Og det er ambition.

Ambitioner forbudt

Efter sin medvirken i tv-konkurrencen ’Last Comic Standing’ har Amy Schumer således ikke været bleg for at bruge både albuerne og fingernegle på sin lange vej til toppen.

Og det er en egenskab, der bl.a. har fået den danske forfatter og foredragsholder Pernille Melsted til at spærre øjnene op og springe ud som Amy Schumer-fan.

»Der er to ord, som mange moderne kvinder stadig har svært ved at bruge om sig selv. Og det er ’ambitiøs’ og ’liderlig’. Og Amy Schumer er god til at bruge begge ord,« siger Pernille Melsted, der selv netop har udsendt bogen ’Tag dit lys hjem’.

Og selvom de to kvinder kommer fra hver sit verdenshjørne og selv om de i deres arbejde bruger vidt forskellige fremgangsmetoder, så identificerer danske Pernille sig alligevel 100 procent med sin sjove amerikanske medsøster.

»Vi beskæftiger os begge med skyggen – det, vi alle forsøger at skjule. Og jeg håber, at Amy på fredag får os til at grine ad vores egen dobbeltmoral og mørke side,« siger Pernille Melsted, der er blandt de heldige med billet til Amy Schumers eneste danske show.

Kvinder vil vælges

Ifølge Melsted er mange kvinder stadig opdraget til at lade sig vælge og dermed slippe for at gøre opmærksom på sig selv. Og det er blandt andet denne hæmmende sociale spændetrøje, som Amy Schumer er med til at sprænge.

Men før du nu tror, at Amy Schumer er ét langt foredrag og diverse former for socialt stigma, så nyd lige, hvad komikerkollega Louis CK har at sige om Schumer.

»Amy får mig til at fremstå som en fucking drengespejder … en svagpisser. Hun er så brutal, morsom og veltimet, at jeg kan blive helt bange. Og jeg er normalt ikke bange for noget.«

Og Louis CK, der selv besøgte Danmark i forrige uge, har ret.

På standup-scenen, på filmsættet og i sit ugentlige amerikanske show ’Inside Amy Schumer’ går Amy Schumer nemlig i flæsket på tabuemner som voldtægt, vold mod kvinder og jødehad.

Og dét gør Schumer, blandt andet fordi hun selv har oplevet det på kroppen.

Frygtløs

I sin nye bog skriver Schumer blandt andet om, hvordan hendes seksuelle debut foregik under tvang. Hun afslører, at hun i årevis blev ved med at vende tilbage til en kæreste, der bankede hende gul og blå. I folkeskolen oplevede hun racisme fra sine klassekammerater, der i stedet for ’Schumer’ kaldte hende ’jew-mer’.

Og Schumer forklarer, hvordan det var humoren, der under en familiefest for alvor frigjorde hende og gjorde hende til en ’voksen kvinde’.

»Pludselig overdøvede jeg alle de andre. Alle lyttede. Alle grinede. Og jeg kunne mærke, hvordan jeg trådte uden for mig selv og min egen frygt.«

Siden dengang har Amy Schumer ignoreret al sin indre tvivl. Hun har gjort sig selv til talskvinde for den naturlige kvindekrop, naturlige kropsdufte og ikke mindst naturlig ambition.

Ligesom Pernille Melsted står Amy Schumer ved både sol- og skyggesiden. Og mens mørket kommer frem i den fremragende debutbog, så er det latteren, der vil dominere til standup-showet i Forum.