Indtil sidste minut regnede TV2 med, at reality-baben Amalie Szigethy, 19 år, ville dukke op i lørdagens "Bingo Banko" og smadre, hvad der var tilbage af minder fra hendes tumultagtige samliv med den tidligere kæreste, Peter Birch fra "Paradise Hotel".

Men Amalie valgte at blive væk og lyttede måske alligevel  til de indtrængende bønner fra talkshowværten Anders Lund Madsen, der bad hende holde en 14 dages mediepause i fredagens udgave af "Det nye talkshow".



Amalie havde lovet at levere ugens »smadretal« i "Bingo Banko" ved at kaste bl.a. ­Peters billede, ud fra 3. Sal.

- Hvis jeg havde gjort alle de alvorlige ting imod hende, som hun beskylder mig for, forstår jeg ikke, hvordan hun har overskud til at stille op i alverdens tv-show og svine mig til foran hele Danmark. Et eller andet sted er det bare for vildt. Det er mest synd for de kvinder, der lever i den slags forhold, at bruge sådan et emne til at få opmærksomhed på, er Peter Birchs kommentar til Amailies tv-stunt.

Peter forstår det ikke
Han har hyret en advokat til at hjælpe sig med at rejse en injuriesag med krav om erstatning på 180.000 kr. mod sin tidligere kæreste og hende mor.
 
-Før stopper det ikke. Jeg forstår ikke, hvorfor hun skal være så ond ved mig, og hvad hun får ud af at sige alle de grimme ting om mig. Det har gjort mig så ked af det, at jeg går til psykolog en gang om ugen. Det bliver dejligt, hvis der bliver 14 dage, uden at der bliver digtet historier om mig. Jeg vil se frem til 14 dages fred. Det er kørt så langt ud og helt af sporet, og jeg forstår ikke, at tv-stationerne stiller op til det, siger han.

B.T. forsøgte hele dagen at få kontakt med Amalie, og hendes mor Charlotte Kejser ønsker ikke at kommentere sagen, der altså endte med, at Amalie valgte at blive væk.