Allers kaptajn nægtede at sejle uden jomfru

Aller-dronningen stod uden kaptajn og med et hav af teknikproblemer forud jordomsejling. Nu udsættes rejsen en uge

For få måneder siden fortalte 50-årige Bettina Aller begejstret om den forestående rejse med familien. Sammen med sine i alt fire børn, sin mand Jean-Gabriel og deres filippinske au pair-pige ville de sejle jorden rundt i et år. Familien tog duelighedsprøver hjemme i køkkenet i Holte, hyrede en dygtig styrmand - blåstemplet af Nordkaperens fader Troels Kløvedal. Og købte et skib til et par millioner - det billigste måtte være godt nok, mente den nøjsomme Aller-ejer.

Familien rejste til Sydfrankrig i midten af juli, hvor båden ligger, og hvorfra sejladsen var planlagt til at begynde. Men så meldte problemerne sig, fortæller Bettina Aller på familiens rejseblog. For den skipper, familien også havde hyret - i øvrigt efter anbefaling fra skibets forrige kaptajn - sprang pludselig fra.

- Men da han så hørte, kun en uge før overtagelse af skibet, at vi ikke ville have en kahytsjomfru (Well, jomfru og jomfru…) med til at folde håndklæder, fandt han et andet job, på et andet skib. Det viste sig, at de var hemmelige elskere. Ham Louis har tre forskellige børn med tre forskellige koner i tre forskellige lande… Ja man er vel sømand! skriver Bettina på bloggen.

- Der stod vi så i Danmark, med et skib i Marseille, som er en værre røver-havn, fuld af banditter. Sådan et stort skib, skal altid være bemandet, da der er meget elektrisk guf for svage sjæle (de kan jo ikke vide, at vores ikke virker), som hun også skriver.

Meget belejligt havde den afhoppede skipper en ven, Christoph, som var klar til at træde til.

- Vi mødte ham, og han virkede seriøs, og vi havde lige som ikke meget valg. Hvor mange kaptajner står lige og har tid et år, og kan sejle jorden rundt?

Alligevel er der mange ting, som endnu skal bringes i orden, inden hun tør bringe sin familie, de 18 måneder gamle tvillingedrenge Marco og Louis, de lidt ældre børn Emily, 15, og Christoffer, 18, deres venner, gemalen og den filippinske au pair over Atlanten. For båden eller rettere sagt dets udstyr har set bedre dage, indrømmer hun.

- Den ser så fin og flot ud, og det er den også, men f. eks hænger mange af lågerne lidt i hængslerne, masser af de elektriske ting funker ikke, som de skal, hydraulikken til sejlene (det er så en af de større ting…) virker kun hver 3. gang man trykker på knappen, hvilket ikke er godt nok ude på Atlanten. Watermakeren, der omdanner saltvand til ferskvand, skal renses op, da tanken en ulækker og fuld af bakterier. Den skal jo være funklende ren!!! sukker hun.

Til gengæld er hun begyndt at glæde sig over deres nye styrmand, som måske nok er en kende for perfektionistisk.

- Jeg tror at vi har været heldige, for det ser ud til at Christoph er rigtig god. Han er perfektionist og det er derfor at alle disse fejl og mangler er kommet frem i lyset. Men vi vil ikke sejle ud med 4 unge mennesker og tvillingerne på 20 mdr. i et skib der ikke er shipshape. Måske er han lidt for meget perfektionist Da han vil have at vi skal ligge og skure dækket hver gang vi har spist en croissant.

Da BT fanger Bettina Aller over telefonen er hun ved at blive svimmel over at male båd - en blandt mange ting, udover det elektronisk, der skal på plads før afgang.

- Vores første styrmand var mere interesseret i at drikke champagne og gå i hvide skjorter, men vi er altså nok nogle lidt utraditionelle sejlere, for på vores båd må man gerne gå i hullede cowboybukser og plettet T-shirt, griner Bettina Aller og fortæller, at de sidste sikkerhedsforanstaltninger er på vej på plads.

Der skal spændes sikkerhedsliner rundt om båden, så tvillingerne ikke falder over bord og net for køjerne, så de ikke går på opdagelse, når de burde sove.

- Jeg kan godt mærke, at jeg er lidt mere 'Arhh, er det nødvendigt?', mens min mand konstant mener, at der skal mere til. Alle de her problemer - eller udfordringer - har gjort, at vi må skyde rejsen en uge, men så sejler vi også, lover hun.

Efter den nye plan begynder Aller-familien sejladsen 8. august i det sydfranske, hvor bådene ligger til, sejler ned forbi Spanien ud til De Kanariske øer, tre ugers rejse over Atlanten til Caribien, ud gennem Stillehavet over til Fiji, og omtrent dér slutter rejsen. Mere når familien ikke på 12 måneder. Og således slipper de for at sejle op gennem Adénbugten i Det Arabiske Hav, der er berygtet for piratoverfald.

Læs også:

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her