Grevinde Alexandra er lørdag aften blandt de mange kendte ansigter, der sidder klar ved telefonerne i TV2s ’Knæk Cancer’-indsamlingsshow. Men grevinden er ikke blot mødt op for at tage imod donationer – hun har også et helt konkret budskab med til danskerne; vi skal huske at blive tjekket for kræft.

- Man er herre over ens egen krop, og man skal lytte til kroppen og dens signaler. Og selvfølgelig skal man tage imod de tilbud, der er om at blive tjekket, siger grevinde Alexandra.

Grevinden, der blandt andet er aktiv i Kræftens Bekæmpelses ’Støt brysterne’-kampagne, har selv haft kræft tæt inde på livet.

- Jeg tror desværre, næsten alle har oplevet at have kræft tæt på på en eller anden måde. Jeg har nogle veninder, der har haft brystkræft, og vi har også nogle længere ude i familien, der har kræft, siger hun.

Ud over grevinde Alexandra sidder også blandt mange andre Lars Løkke Rasmussen (V), Helle Thorning-Schmidt (S), Birthe Kjær, Charlotte Bircow og Martin Brygmann ved telefonerne i TV2-showet lørdag aften.