Grevinde Alexandra havde svært ved at holde tårerne tilbage ved mindegudstjeneste for afdøde spædbørn.

Med et alvorligt blik, en fast stemme og en rank ryg stod grevinde Alexandra søndag midt i et lyshav og læste en lang række navne og datoer op foran alteret i Vor Frue Kirke i København. Det var navne på børn, der ikke længere er her. Og datoer for den dag, de gik bort.

Grevinde Alexandra er protektor for Landsforeningen Spædbarnsdød, og i anledning af foreningens 25-års jubilæum havde hun påtaget sig den ærefulde, men tunge opgave at markere de afdøde børns korte liv ved at læse hvert enkelt navn op ved den årlige mindegudstjeneste på allehelgensdag.

En ceremoni, der ligger grevinden stærkt på sinde.

»Det er vigtigt at markere en særlig dag, hvor man kan mindes de børn, man har mistet. Det er utrolig stærkt at være i en kirke, hvor samtlige fremmødte har mistet et barn. Utrolig stærkt,« sagde grevinde Alexandra.

Tårer pressede sig på

På kirkebænkene sad utallige opløste forældreansigter i sorg, men grevinde Alexandra, der selv er mor til to drenge, holdt tårerne tilbage. Efter ceremonien måtte hun dog give efter.

»Det går helt ind i hjertet. Det var tungt at læse navnene op. Det er små børn, der dårligt har sat deres aftryk i verden, og nu er de væk. Jeg har holdt den indtil nu,« sagde grevinden, der måtte bede om et lommetørklæde til at tørre tårerne bort, der ikke længere kunne holdes tilbage.

Selv har hun også haft spædbarnsdød tæt inde på livet.

»Jeg har en veninde, der har mistet et spædbarn. Derfor ved jeg, at det betyder uendelig meget for forældrene, at vi sørger for at markere hvert enkelt barn. Jeg står med et stykke papir med et navn, men det betyder alverden. Man kan ikke tage sorgen fra forældrene, men man kan bakke op om dem. Og det er et privilegium for mig at få lov at gøre.«

LOG IND PÅ BT PLUS og læs også interviewet med familien Holdgaard-Thomsen, som for seks år siden mistede deres datter Kamma blot en halv time efter fødslen ...


Grevinde Alexandra havde svært ved at holde tårerne tilbage ved mindegudstjeneste for afdøde spædbørn.

Med et alvorligt blik, en fast stemme og en rank ryg stod grevinde Alexandra søndag midt i et lyshav og læste en lang række navne og datoer op foran alteret i Vor Frue Kirke i København. Det var navne på børn, der ikke længere er her. Og datoer for den dag, de gik bort.

Grevinde Alexandra er protektor for Landsforeningen Spædbarnsdød, og i anledning af foreningens 25-års jubilæum havde hun påtaget sig den ærefulde, men tunge opgave at markere de afdøde børns korte liv ved at læse hvert enkelt navn op ved den årlige mindegudstjeneste på allehelgensdag.

En ceremoni, der ligger grevinden stærkt på sinde.

»Det er vigtigt at markere en særlig dag, hvor man kan mindes de børn, man har mistet. Det er utrolig stærkt at være i en kirke, hvor samtlige fremmødte har mistet et barn. Utrolig stærkt,« sagde grevinde Alexandra.

Sidste år var hun nyskilt og sårbar: Alexandra fuld af overskud - støttet af prinserne

Tårer pressede sig på

På kirkebænkene sad utallige opløste forældreansigter i sorg, men grevinde Alexandra, der selv er mor til to drenge, holdt tårerne tilbage. Efter ceremonien måtte hun dog give efter.

»Det går helt ind i hjertet. Det var tungt at læse navnene op. Det er små børn, der dårligt har sat deres aftryk i verden, og nu er de væk. Jeg har holdt den indtil nu,« sagde grevinden, der måtte bede om et lommetørklæde til at tørre tårerne bort, der ikke længere kunne holdes tilbage.

Selv har hun også haft spædbarnsdød tæt inde på livet.

»Jeg har en veninde, der har mistet et spædbarn. Derfor ved jeg, at det betyder uendelig meget for forældrene, at vi sørger for at markere hvert enkelt barn. Jeg står med et stykke papir med et navn, men det betyder alverden. Man kan ikke tage sorgen fra forældrene, men man kan bakke op om dem. Og det er et privilegium for mig at få lov at gøre.«

Familien Holdgaard-Thomsen deltog for syvende gang i mindegudstjeneste for døde spædbørn. De mistede en lille pige i 2010.
Familien Holdgaard-Thomsen deltog for syvende gang i mindegudstjeneste for døde spædbørn. De mistede en lille pige i 2010.
Vis mere

’Vores datter er her, selv om hun er død’

Kamma levede kun en halv time. Men hun er stadig en del af familien Holdgaard-Thomsen.

»Folk ser mig som en mor med tre børn. Men jeg er mor til fire.«

Ida Katrine Holdgaard-Thomsen sidder i Vor Frue Kirke med sin mand Jan Holdgaard-Thomsen og deres tre børn på syv, fem og halvandet år. De ligner ganske rigtigt en familie på fem, men det er de ikke. For der er også Kamma. En lille pige, der i dag ville være seks år, men som døde blot en halv time gammel i juni 2010.

»Hun er lige så meget et menneske som vores andre børn, og hun er her, selv om hun er død,« siger Ida Katrine Holdgaard-Thomsen.

En vigtig dag

I går var familien mødt op i en fuld Vor Frue Kirke i København, hvor der blev holdt mindegudstjeneste på allehelgensdag. En dag, der altid falder første søndag i november og bruges til at mindes dem, vi har mistet. I 13 kirker landet over mindedes man de spædbørn, der døde inden, under eller kort efter fødslen.

»Kamma Beate Holdgaard-Thomsen, 23. juni 2010.«

Navnet rungede i det store kirkerum, da grevinde Alexandra, protektor for Landsforeningen Spædbarnsdød, læste det op i den lange række af navne på børn, der er gået bort, inden deres liv for alvor var begyndt. At de afdøde børns navne læses op, er et fast ritual, der har stor betydning for de forældre, der har mistet.

Også for Ida Katrine Holdgaard-Thomsen og hendes familie. Det var syvende gang, de deltog, og det er hvert år en vigtig dag for dem.

»I forvejen er det meget tabubelagt at have et dødt barn. Der er mange, der har svært ved at forstå det. Men når hendes navn bliver læst op, får hun en eksistensberettigelse. Traditionen betyder noget, fordi man er sammen med andre, der har det på præcis samme måde. Vi har et barn, man ikke kan se. På den her måde bliver hun gjort til en lille pige,« siger Ida Katrine Holdgaard-Thomsen.

Hun skulle have fred

Graviditeten med Kamma forløb helt normalt. Ida Katrine Holdgaard-Thomsen mærkede den livlige pige under maveskindet, og parret var klar til at blive forældre for anden gang.

Men en læge mente, at Kamma var lidt for lille. De fik foretaget forskellige undersøgelser, og da Ida Katrine Holdgaard-Thomsen var gravid i uge 31, fik de en besked, som de var fuldstændig uforberedte på: Den lille pige i maven var syg. Hun havde en kromosomfejl og ville enten dø i maven eller kort efter fødslen.

Ida og Jan Holdgaard-Thomsen gik i chok. Men de var nødt til at holde sammen på sig selv, for de skulle tage en vigtig beslutning: Hvad skulle der ske nu? Efter tunge overvejelser valgte de at få fødslen sat i gang.

»Man ønsker at se sit barn leve, men vi kunne godt se, at det ikke blev noget værdigt liv. Vi valgte, at hun skulle have fred. Vi fravalgte at have børnelæger til stede, der kunne forlænge hendes liv. Vi vidste, at hun ikke kunne reddes, så vi ville have hende hos os og ikke på et bord hos en læge i den korte tid, hun var her,« siger Ida Katrine Holdgaard-Thomsen.

Omsluttet af mørke

Et mørke omsluttede det, der skulle have været et af de største øjeblikke i deres liv.

»Det var frygteligt at føde hende. Helt igennem frygteligt. Vi vidste ikke, om hun var død eller levende, eller om vi kunne få hende med hjem. Hun levede, da hun kom ud, og hun nåede at blive døbt. Præsten nåede ikke frem, så jordemoderen døbte hende. Hun lå på mit bryst, indtil hun døde. Hun blev en halv time gammel,« siger Ida Katrine Holdgaard-Thomsen.

I går tændte familien et lys for Kamma og tegnede et hjerte rundt om det i det fine sand, der var strøet ud over kirkens stengulv.

»Det er en anden oplevelse i dag, hvor vi har fået det på afstand,« siger Jan Holdgaard-Thomsen.

»Det er blevet til et fint minde mere end en stor tung sorg.«

Alligevel er det svært at holde tårerne tilbage i det store kirkerum.

»I dag får jeg lov at være mor til mit døde barn,« siger Ida Katrine Holdgaard-Thomsen.

»Det er den eneste dag om året, hvor man rigtigt får lov til det.«

Til april venter parret endnu et barn. En lillesøster, der også skal høre om storesøster Kamma, der er her, selv om man ikke kan se hende.