Lars Elbæk, der er aktuel på TV3 i programmet ’Flyt eller forny’, fortæller her om en anderledes opvækst i Frederiksværk med kommunistiske forældre og om at finde kærligheden med computermusen.
1. Flotte farver i Frederiksværk
Jeg er født i 1973 – året for oliekrisen. Min mor hed Gurli og var ekspeditrice i en manufakturhandel i Frederiksværk. Hun var ikke glad for sit navn og var vist heller ikke noget ønskebarn. Min far, Hans Jeppesen, var buschauffør. Jeg var tit med i bussen og stod ved siden af ham, og derfor besluttede jeg mig for at blive busmekaniker. Han blev 69 år gammel, efter et langt liv, hvor han havde arbejdet, fra han var 12 år. Jeg voksede op i stålbyen Frederiksværk. Det var stedet, hvor gulerødderne havde en sjov farve. Jeg husker, hvordan vi som drenge tog ud til stålvalseværket og så, hvordan man tømte slagger direkte ud i vandet – det gav flotte farver. Mit hjem var 100 pct. kommunistisk, russerne var de gode – de havde æren for, at tyskerne tabte i Anden Verdenskrig, og amerikanerne var de onde. Første gang, jeg kunne stemme, satte jeg kryds ved Fælles Kurs.
2. Jeg var nok lidt sær
Som barn var jeg nok lidt sær, jeg havde ikke ret mange venner og var tit alene. Jeg kunne bygge med Lego i timevis, eller jeg kunne sidde i en grusbunke og bygge en hel masse. Ligesom min far, som havde bygget vores hus. Det blev efterhånden kæmpestort med den ene udbygning efter den anden. Da vi skulle sælge det, kunne jeg godt se, at detaljerne ikke ligefrem var perfekte. Smigen på panelerne var skåret den forkerte vej. Jeg var nok også lidt af en tøsedreng – ikke den, der stod forrest, når man kunne risikere at få bank. Jeg fik som barn at vide, at jeg var god til at bruge mine hænder og bestemt ikke til at læse og skrive. Derfor kom jeg ud med 6,2 i snit fra folkeskolen, og jeg lærte stort set først at læse bagefter.
3. Dengang hed pigerne Anja og Jette
Her er jeg cirka 15 år. Jeg blev ikke konfirmeret ligesom min søster, men fik i stedet en stor gave – vistnok 12.000 kr. Det var på det tidspunkt, pigerne kom ind i billedet, og det gik egentlig meget godt. Jeg var også meget trofast og ikke sådan én, der røg fra det ene forhold til det andet. Dengang hed pigerne sådan noget som Anja og Jette, og de syntes, jeg var både pæn og sjov. Da jeg begyndte på teknisk skole, mente de, at jeg var den reneste mekaniker, de havde haft. De andre lignede nogle, der var dyppet i en olietønde, men jeg var så ren, og jeg arbejdede med handsker på, og det syntes de var latterligt. Jeg fik konstateret dårlige hofter efter det hårde arbejde med at slæbe tunge hjul, så jeg skulle opereres med bonelock-cement og på revalidering. Men det skulle jeg ikke, jeg begyndte i stedet at læse den treårige HH og kom ud med et snit på 9,4. Mens jeg læste, fik jeg mit første cvr-nummer, og jeg købte og solgte Fiat 127’ere. Jeg tror, jeg havde 10-12 af dem stående i haven, til min fars store begejstring. De blev købt for 1.500 kr., sat i stand, lakeret og solgt for 16.000. Selv kørte jeg rundt i en Triumph om sommeren og om vinteren i en Jaguar XJ 6.
4. Søster blev træt af mig
Her er jeg med min ti år ældre søster Liselotte, som i dag er sekretær. Hun var en slags reservemor, fordi min mor tit var indlagt med gigt og slidgigt. Hun har tit klaget over, at hele hendes ungdom forsvandt, fordi hun skulle passe mig. Hun kunne ikke komme til fester med de andre, da hun var 14-18 år, og hun var tit træt af mig. Og så skulle hun ofte hente og bringe mig fra børnehave. Men heldigvis kan vi alligevel godt grine ad det hele i dag.
5. Klikkede på hinanden
Farnaz og jeg klikkede på hinanden med det samme – på Elitedaters. Jeg fik to dages gratis medlemskab på elitedaters.dk, og dér klikkede hun altså på mig for fem år siden, og jeg nåede det altså, før det kostede penge. Men jeg er vel også meget god til at skrive tekster. Tænk på, hvor mange ejendomme jeg har kunnet sælge. Hun faldt for, at jeg havde skrevet, at jeg havde ’fem ekstra luksuskilo på maven’. Alle de andre, hun havde set på, pralede med, at de lige havde gennemført et maratonløb. Da jeg lærte Farnaz at kende, var jeg hundrede procent sikker på, at jeg havdet fundet et trofæ, og det første, hun sagde, var: ’Jeg vil ikke være en tropheewife’. Farnaz siger: »Jeg faldt for, at Lars var superelegant og havde god stil. En rigtig gentleman, der holdt bildøren, og en rigtig mand på den måde, at han styrede vores date. Han sørgede for, at jeg sad lunt, varmt og trygt, og han passede godt på mig.«
6. Lånte fars røde knallert
Da jeg var 12 år, lånte jeg min fars Puch Maxi. Den var rød, for den farve kunne han jo godt lide. Knallerten var helt lovlig og kunne køre 30 km/t. Til naboernes store irritation kørte jeg på den tre-fire timer i træk op og ned ad vores lille vej. I dag sidder børn med en iPad i stedet. Jeg havde flere fritidsjob. Jeg lappede cykler hos Hans Holger Cykler. Når mine venner cyklede ud mod stranden i Liseleje, stoppede jeg hos Hans Holger, der godt kunne lide at nyde en øl, og dér lappede jeg cykler for 20 kr. i timen. Jeg arbejdede også på et pakkeri, der pakkede hygiejnebind. En gang imellem havde vi lidt sjov med at skrive på dem.
7. Langt hår og sandaler
Her i 1994, da jeg gik på Handelshøjskolen, var jeg blevet langhåret og gik i sandaler med strømper hele året. Jeg tror, at andre syntes, det var meget cool og moderne, ligesom mit hår med hestehale. De andre gik dengang i 1990erne med Buffalo-sko, men dem hoppede jeg ikke i. Senere læste jeg til lærer og var fast vikar på en skole. Mens jeg var i praktik, var der en lærer, der trak mig til side og sagde: »Jeg ved ikke hvad – men skolelærer, det skal du ikke være«. Jeg var rystet og tænkte, at jeg skulle i hvert fald ikke være som hende. Det kan være noget af det mest fantastiske at undervise andre, men i dag er børn ikke klædt ordentligt på til det hjemmefra. Jeg var ude for, at en pige fra klassen satte ild til sofaen i et rum ved siden af – heldigvis fik vi det slukket. Dagen efter kom pigen i skole med et brev, hvori hendes forældre mente, at jeg var en idiot. Så havde jeg fået nok.
8. Drømmen var en Austin Healey
Jeg har jo altid været glad for biler, og lige nu har jeg fem-syv stykker. Jeg er utrolig glad for min nye Fiat 500C Riva – en limited edition bil, som jeg bestilte i Tyskland. Den har trædetaljer overalt. Mens jeg arbejdede som mekaniker, var drømmen at få en Austin Healey, og jeg kunne se, at priserne steg år for år fra 200.000 til 300.000, så jeg måtte på et tidspunkt bare handle hurtigt, inden den blev for dyr. Om jeg har gæld? Ja, det har jeg helt sikkert. Penge er jo billige i dag. Renten er lav.
9. En gravhund og fire stearinlys
Dette hus i Charlottenlund på 365 kvadratmeter har jeg fået bygget for ikke så længe siden. I nabolaget er vi nok dem, der har mindst succes. En arkitekt lyttede i halvanden time på ønskerne, og så kom han tilbage med tegningen på dette hus, som er 8,98 meter højt og ligger hundrede meter fra det hus, jeg havde før. Det var meningen, det skulle ligne et fransk palæ fra cirka år 1900, men desværre har det ikke været muligt at få søjler rundt om, for det forbyder lokalplanen. Men det er nok meget godt, at der er styr på det, ellers kunne området komme til at se ud som Hvidovre, hvor der f.eks. er løver ude foran nogle huse. Huset er et pudset træhus, ikke noget gasbeton indvendigt. Det er helt tørt, og du kan varme det op med en gravhund og fire stearinlys.
10. Masser af god humor
I programmet ’Flyt eller forny’ på TV3 bliver folk enten boende i deres huse, hvor de bliver fornyet af Rasmus, eller jeg foreslår i stedet, at de flytter til et nyt sted. Det er en konkurrence, hvor det altså gælder om at overbevise familierne om den ene eller den anden mulighed – og jeg slår jo næsten hele tiden designeren Rasmus. Vi har masser af god humor. Generelt synes jeg, det er et problem, at man ikke i Danmark har en ’købers mægler’. Altså én, der går ud og finder det hus, som folk gerne vil have, ligesom man har i andre lande. Mange bliver lynhurtigt trætte af at klikke på boligannoncer på nettet og går i stå med deres købsplaner.
