'Nu håber jeg ikke, det var for frelst?'
Med den udgangsreplik rungende i øregangen på vej ud fra Huxi Bachs 'Valg' er svaret mærkeligt nok nej. Mærkeligt fordi det turnépremierende talking head ikke lægger skjul på sit politiske udgangspunkt, som konservativt udtrykt ligger er et godt stykke til venstre for regeringen.
Personligt har jeg det, for at parafrasere over digteren Per Højholt, sådan med politisk satire, at når jeg er sammen med agiterende borgerlige, bliver jeg socialist, og når jeg er sammen med agiterende socialister, bliver jeg borgerlig.
Men meget få gange i løbet af aftenen i Bremen var det tæerkrummende. I øvrigt var det også så meget andet end politik. Det var mest af alt skide sjovt.
TV-vært m.m. Huxi Bach er for anden gang på teaterturné. Han fortalte for nylig i BT, at mentoren Niels Hausgaard (som han bl.a. har lavet tv sammen med) har skubbet på og opfordret ham til at skrive og performe nogle nye sange. Derfor stiller Huxi Bach denne gang op på scenen med en stor håndfuld nyskrevne sange med et show med en blanding af snak og sang.
Det er unægtelig et par meget store fodspor, størrelse 56, at træde i. Og for at få det overstået én gang for alle: bortset fra at Huxi Bach er hurtigere til at stemme sin guitar end forbilledet, hviler den nordjyske mestertrubadurs ånd som tågen over Dokker Banke over det hele i 'Valg'.
I stil, opbygning af jokes, i synsvinklen. Og i øvrigt lyder aalborgdrengen Huxi mere nordjysk end nogensinde.
Tag sangen, hvor Bach 'hylder' Liberal Alliances Ungdoms forslag om fri adgang til våben for alle, så vi kan beskytte os: 'Jeg sidder ved brevsprækken og venter på at få besøg, så jeg kan skyde'. Det er årgangs Hausgaard. Og i øvrigt klassisk protestsang.
Bach der i forvejen lidt lyder som klassens sjove fætter, virkede forceret i begyndelsen, ligesom han forfaldt lovlig meget til sproglige heller som 'jeg siger bare'.
Den slags fraser er den halte performers krykke.
Det blev ikke bedre med den første protestsang, der handler om Lars Løkke Rasmussen. Der kan være megen grund til at ironisere over statsministeren - men at hans arme er korte, som Bach mener at have gennemskuet. Det er at gå efter manden og ikke bolden. Jeg sad tilbage med et stort 'Og?'.
Så var der mere brod og mening i en længere passage om mediernes nyhedskriterier, der ofte har mere tilfælles med en karussel i et gøgl, end de klassiske krav om væsentlighed. Især er Bach ude efter de to mere eller mindre statsejede public service mediehuse, DR og TV2. Et meget, meget morsomt sarkastisk syrebad af en hudfletning af et par nyhedsmedier, der prioriterer en hylende pejs i Jylland højere end døende børn i Afrika.
Direkte videre i aftenens absolut sjoveste sang, inspireret af nogle psykisk ustabile mennesker, Bach havde set på skærmen i et etisk set forkasteligt DR-program. Deltagere i 'Den store bagedyst' viste det sig at være.
Jeg tror, det er den ægte, ærlige indignation, man fornemmer bag Bachs levering, der gør, at man accepterer det indimellem noget firskårne udtryk, og griner med ham. Som i en rundgang med Kongehuset, med udgangspunkt i den omstændighed, at kronprinsessen sidste år fik en taske til 221.000 kr. i fødselsdagsgave. Virkelig klassisk forarger, men også svært at være uenig i, når det leveres så levende og overbevisende.
Den efterfølgende sang om en dronning helt uden demokratiske rettigheder som f.eks. stemmeret, der sikkert engang imellem drømmer om at bryde ud og gå en tur i Christiania og ryge hash, har sin egen bittersødme. Den er mere revy end noget andet.
Bach er god til at projicere små konkrete begivenheder eller udsagn på det store mentale lærred, hvor de ender med at fremstå som kornede vrangbilleder. Til sidst i showet med et citat fra en folketingspolitiker om løsningen på flygtningesituationen. Et billede på bagvæggen af et grønlandsk isbjerg fremstod som det perfekte billede af den iskolde kynisme, der driver mange i dansk politik.
Igen - fremført uden at Bachs pegefinger løftede sig op foran næsen på os i salen.
Huxi Bach er et stort talent som satiriker og formidler. Efter i aften ved vi, at han tilmed synger godt. Og skriver effektive protestsange. Noget tyder på, at Niels Hausgaard så rigtigt, da han opfordrede Bach til at gribe den sekstrengede.
Huxi Bach, 'Valg', premiere torsdag aften i Bremen i Købehavn.
