Den britiske sangerinde Adele blev den helt store vinder ved søndagens prestigefyldtes Grammy-uddeling.

Da showet var ovre, og Adele lod sig bade i fotografernes blitzlys, holdt hun intet mindre end seks guld-grammofoner i favnen.

Men nu - samtidig med at hendes sangkarriere er på sit hidtidige højdepunkt - overvejer den bare 23-årige Adele at trække stikket ud i lang, lang tid. Det afslører hun i et stort interview i martsnummeret af det amerikanske modemagasin Vogue.

- Jeg fucker af i fire-fem år, siger Adele.

Hun vil i stedet pleje sit parforhold og hente inspiration til nye sange, fortæller hun.

- Hvis jeg arbejder konstant, går mine parforhold i vasken. Så nu har jeg i det mindste tid nok til at skrive et lykkeligt album. Og være forelsket og glad. Derefter ved jeg ikke, hvad jeg vil. Blive gift. Få børn. Plante en fin grøntsagshave.

Adele Laurie Blue Adkins - som er hendes fulde navn – kommer ikke nærmere ind på, hvor alvorlige hendes pauseplaner er, eller hvornår de eventuelt skal sættes i gang. Til gengæld fortæller hun om både opvækst, kærester og meget andet i det grundige Vogue-interview, som kan læses i fuld længde på Vogues amerikanske hjemmeside.

Adele udgav sit første album »19« i 2008, men slog for alvor igennem internationalt med opfølgeren »21« i 2011, hvor særligt hitsinglerne »Rolling in the Deep« og »Someone like you« er blevet allemandseje.

Ikke alene er »21« århundredets mest solgte album i England med mere end 3,4 millioner solgte eksemplarer. Ifølge magasinet Rolling Stone var pladen også årets bedste i 2011, ligesom »Rolling in the Deep« var årets bedste single.

Ikke dårligt for en ung pige fra Tottenham.