P3's formiddagsstemme Adam Duvå Hall mistede både en onkel og en god ven, da Love Shop-medlemmet Henrik Hall sagde farvel til livet onsdag.

Midt i kampen for at skrabe penge ind til Afrikas unge under årets 'Danmarks Indsamling', har radioværten Adam Duvå på den indre bane kæmpet for at holde sorgen på afstand.

- Det har været én af de mest ekstreme uger, jeg har haft. Fordi jeg mistede min onkel, og fordi jeg arbejdsmæssigt med 'Danmarks Indsamlingen' fik muligheden for at bidrage til, at unge i Afrika får et bedre liv, siger Adam Duvå Hall til bt.dk

I den forgangne uge har han rejst det danske rige rundt for på jysk maner at krejle sig til varer, der kan omsættes til penge til den gode sag. Og det har varmet at mærke folks villighed til at støtte unge afrikanere, 'der ikke har en børneopsparing', som han siger. Og det har - heldigvis - i glimt stjålet fokus fra sorgen.

- Min onkels død har overstrålet alt. Men indsamlingen har været med til at flytte fokus. I de sekunder, jeg ikke har været ked af det, har det været rart at arbejde for en sag, der gav mening. Havde jeg skullet være dj til en firmafest, havde jeg nok aflyst, siger han.

Ellers magter han i øjeblikket ikke at sætte flere ord på tabet.

- Jeg har mistet en god ven. Han tog herfra alt for tidligt. Det var ikke nu. Sådan ser jeg på det. Men jeg har mest lyst til at dele det med mine nærmeste, siger han.

I næste uge sender han og resten af familien Henrik 'af sted'.

- Vi skal have sendt Henrik af sted. Det kommer til at fylde meget for mig. Og så vender jeg ellers tilbage til hverdagen, forhåbentlig med en bedre samvittighed, siger han med henvisning til lørdagens store indsamlingsshow, der sendes på DR1 fra 19.00 til 24.00