Leif Maiboms afsked med livsværket i Sønderborg slutter med en revy af de bedste.

’Når enden er god’ er undertitlen på årets Sønderborg Sommerrevy. En forestilling, der markerer afslutningen på en markant epoke i dansk revy. Revyen er Leif Maiboms 36. og sidste i Sønderborg som skuespiller. Et år endnu vil han være i direktionen og derefter overdrager han depechen til Jeanne Boel.

Den gæve sønderjyde kunne næsten ikke ønske sig en bedre finale. Årets revy er både morsom, musikalsk, elegant, fjollet og tilsat et par knivspidser af skarp satire. Kun på ét lille punkt holder forestillingen ikke hvad titlen lover; anden akt er ikke helt lige så god som første.  Til gengæld er de 12 numre inden pausen virkelig, virkelig gode. Det er topunderholdende.

Den kommende direktør, men lidt endnu ’kun’ skuespiller og instruktør, Jeanne Boel, formår inden pausen at blande kortene, så alle i ensemblet får mulighed for at træde i karakter med det bedste de kan.  Det åbner fremragende med Leif Maibom, der på bedste Trump-manér sælger sin revy med ’fake news’, en meget sjov idé, og der følges op med et morsomt ensemblenummer om sorte penge-økonomien, der trues af MobilePay.

Bertel er årets parodi

Rasmus Krogsgaard serverer hvad der meget vel kan gå hen og blive både årets parodi og årets revynummer som en skumrasende Bertel Haarder. Ideen har han selv fået, men det er Maibom, der har skrevet den herlige tekst, der ligesom maskering og mimik rammer Haarder spot on. Det er fremragende.

Lige inden da har Leif Maibom selv væltet salen som Thyra Frank. En parodi af en helt anderledes karakter end Krogsgaards; langt mere karikeret og grovkornet, og med en til tider letkøbt, men voldsomt effektiv tekst. Den går rent hjem.

Jeanne Boel har ikke forkælet sig selv med de fedeste bidder, men laver en fin figur som kvindelig bedemand med sjove, fjollede slogans, og er sammen med Maibom sød og kær i en lille, fin duet om de bedste aldre i vore livsforløb. Her får tempoet lige lov at falde for en stund og det klæder forestillingen.

Disruption på kursus

Jacob Morild er revyens skarpe satiriker. Han har sjovt nok kun selv skrevet to numre, men leverer en syrlig, velskrevet parodi på Kristian Thulesen Dahl i første akt, og er herlig i sin egen ”Disruption”, som kursusleder på et kursus for udflyttede offentligt ansatte i anden akt.

Tekstmæssigt står Lone Rødbroe med det svageste materiale, men hun er ikke til at stå for i sin egen ”Pipe and Drum”, et skævt og fjollet nummer om et sækkepibe-arrangement, der ikke gik helt efter bogen. Nummeret er umuligt at beskrive, men det er saftsuseme sjovt.

Desværre falder niveauet lidt efter pausen, selvom det starter perfekt med et musikalsk lækkert potpourri over Elton Johns største hits.

Leif Maibom lader Donald Trump og Inger Støjberg dele scenen i et nummer om hvem, der kan være værst. Krogsgaard og Boel er glimrende, men teksten hænger, og det gør den sandelig også, når Lone Rødbroe hylder først den ene Martin – Dean – og siden den anden – Henriksen fra DF. Det er modigt nok at hudflette en DF’er i partiets egen højborg, men det kunne måske være gjort en anelse mere elegant.

Fungerer fantastisk godt

Men det er trods alt blot skønhedspletter i en forestilling, der fungerer fantastisk godt. Uden de store armbevægelser er scenografien flot og lækker, og Thomas Pakula har komponeret meget fin musik, der spilles strålende af hans lille orkester.

To numre efter pausen fortjener særlig opmærksomhed. Først Rasmus Krogsgaards musikalsk virtuose ”Giv mig et break”, hvor han med ganske få ord og lyde fra et imaginært orkester får beskrevet stort set alle årets verdensbegivenheder. Det er mesterligt udført.

Og endelig er scenen naturligvis sat til den store afsked med Thorleif. Den faste fjollerik, som har fulgt Leif Maibom i 34 af de 36 år Sønderborgrevyen har spillet. Jeg blev aldrig fan af figuren Thorleif, og kommer ikke til at savne den nær så meget som det store stampublikum i Sønderborg, men afskeden er veltimet og næsten rørende i sin enfoldige rablen vittigheder af sig. Maibom og Thorleif sætter et værdigt punktum, og slutter på toppen.

Det er glædeligt, at Jeanne Boel i instruktørstolen allerede ser ud at have en plan klar for, hvordan hun i fremtiden vil føre Sønderborg Sommerrevy videre i Leif Maiboms ånd. Hun får en klokkeklar succes som springbræt. Det er ikke så skidt et udgangspunkt.

Sønderborg Sommerrevy – Når enden er god.

Tekst og musik af: Leif Maibom, Thomas Pakula, Jan Svarrer, Ole Bramsen, Kluger/Vangarde/Brousolle, Carl-Erik Sørensen, Lone Rødbroe, Bjørn Bønne Christensen, Rasmus Søndergaard, Rasmus Krogsgaard, Søren Anker Madsen, Bernie Taupin, Elton John, Jacob Morild, Irving Berlin, Paul Anka og Bent Erik Sørensen.

Instruktion: Jeanne Boel. Scenografi: Gitte Geertsen. Koreografi: Peter Friis. Kostumer: Henrik Hviid. Kapelmester: Thomas Pakula.

Medvirkende: Leif Maibom, Jeanne Boel, Lone RødbAroe, Jacob Morild og Rasmus Krogsgaard.

Spiller på Comwell Sønderborg til 27. juli.

Anmeldt 3. juni (premiere).