'Danske Hollywoodfruer' blev aldrig den helt den store seeresucces. Nu forsøger TV3 at gøre fruerne populære ved at putte dem ind et andet tv-koncept.

De danske fruer fra Hollywood har for længst afsløret sig selv. At de hverken orker eller kan finde ud af at lave mad. Alligevel - eller måske netop derfor - har TV3 hyret dem til den kommende udgave af 'Til middag hos'.

- Danish friends! Nu må jeg gerne tale om min medvirken på showet 'Til middag hos', som kommer på skærmen i DK snart! skriver den ene Hollywoodfrue, Ines Romero på sin Facebook-profil.

Til bords får hun sine medfruer, nemlig Simone Levin, Lisa Aybike Kir og Kirsten Prosser. De skal i programmet besøge hinanden på skift og bedømme, hvem der er bedst til at lave mad. Og Ines lægger ikke skjul på, hvor langt hendes kokkeevner rækker.

- Jeg er lige så dårlig til at lave mad, som jeg er til at passe babyer..., lyder den foreløbige dom fra Ines, der i serien proklamerede, at børn var nogle savlende skrigunger.

For selvom deres hjem er udstyret med prangende amerikanske køkkener, så kunne man i serien se, at de sjældent blev taget i brug - og hvis de gjorde, var det som regel af de folk, de hyrede til at kokkerere for dem.