Den folkekære skuespillerinde Ghita Nørby har overbelastet sig selv så meget, at hun trækker sig fra teaterrolle.

Næste torsdag skulle Ghita Nørby have stået på Folketeatrets scene sammen med blandt andre Mathilde Norholt, Preben Kristensen og Malene Schwartz i premieren på stykket 'Skærmydsler'.

Ghita Nørby skulle have spillet rollen som Hertha, men den 80-årige skuespillerindes kalender har på det seneste været så tilstoppet, at arbejdspresset er blevet for stort for hende, forklarer hun i en pressemeddelelse:

»Mit arbejde med filmlancering og bogudgivelse oven i prøveforløbet på Skærmydsler har vist sig at være for stor en mundfuld, og jeg må sande, at jeg har gabt over for meget,« siger Ghita Nørby.

Teaterchef på Folketeatret, Kasper Wilton, der også iscenesætter 'Skærmydsler', fortæller, at det har været en stor fornøjelse at arbejde sammen med Ghita Nørby på stykket, og han er ked af, at hun trækker sig.

»Men vi har fuld forståelse og respekt for hendes beslutning og ønsker kun at give Ghita ro til at komme til hægterne igen. Vi beklager meget de gener, dette vil give for vores publikum,« siger chefen for det københavnske teater.

Folketeatret oplyser, at premieren på 'Skærmydsler' er derfor blevet udsat men teatret oplyser, at man har en afløser for Ghita Nørby klar senest på onsdag.