Sandra Bullock har et stort register som skuespiller, og har vundet både en Oscar og en såkaldt Raspberry. 26. juli fylder hun 50 år.

Få filmstjerner deler vandene som Sandra Bullock, der nu fylder 50 år.

På trods af, at hun både har modtaget en Oscar og en Golden Globe for sit skuespil, er hun en af de mest udskældte skuespillere i de sociale medier, ligesom hun har modtaget en såkaldt Raspberry, der tildeles årets værste skuespilpræstationer. Sandra Bullock mødte personligt op i 2010 for at modtage prisen for dårligste skuespillerinde og dårligste par på skærmen for filmen »All About Steve«, men hun formåede som få vindere af prisen at tage det som en spøg. Hun havde nemlig flere kopier af DVDen med til publikum, og udtalte, at hun troede, at de, som havde kåret hende som årets dårligste skuespiller, kun gjorde det for at se, om hun mødte op til uddelingen, ikke fordi filmen var så dårlig.

Dagen efter uddelingen af Raspberryen, vandt Bullock en Oscar for Bedste Skuespillerinde i filmen »The Blind Side«, og blev dermed den første skuespiller som har vundet både en Razzie og en Oscar samme år.

Sandra Bullock er datter af den tyskfødte operasangerinde Helga Meyer og den amerikanske stemmetræner John Bullock. Som barn begyndte hun at synge i Tyskland, hvor hun boede i de første 12 år og havde, sammen med sin lillesøster Gesine, korroller i moderens operaer.

I 1976 flyttede Bullock-familien til USA, hvor Sandra studerede drama ved East Carolina University. Hun sprang fra for at arbejde som skuespiller i New York, men havde problemer med at etablere sig i faget. Hun flyttede til Hollywood og fik en række mindre roller i betydningsløse film. I 1990 fik hun hovedrollen i TV-udgaven af »Working Girl«, der ikke kunne leve op til spillefilmen.

Hendes første vigtige filmrolle var i »Demolition Man« i 1993, hvor hun trådte i stedet for Lori Petty. I 1994 fik hun sit gennembrud i »Speed«, som buspassageren, der må overtage rattet og styre bussen gennem tæt trafik i højeste hastighed. I 1995 overtog hun hovedrollen i »Mens du sov« fra Demi Moore, der stillede større lønkrav. Bullocks karriere overlevede et par svage år efter floppet »Speed 2« (1997), og hun har fejret store triumfer med film som »Miss Congeniality« (2000), »Crash« (2004), »The Blind Side« (2009) og »The Proposal« (2009).

Hendes karriere tog et voldsomt spring i den positive retning, da hun sammen med George Clooney bemandede den hårdtprøvede rumfærge i »Gravity«. Selvom det meste af filmen er domineret af voldsomme computereffekter, er det alligevel Bullocks troværdige astronaut-karakter, der giver filmen dens fine balance af det menneskelige og det heroiske.