16-årig handelsgymnasie-elev skal repræsentere Danmark i Top Model Of The World-konkurrencen i 2011

Det bliver den 16-årige odenseaner Rikke Jørgensen, der skal forsvare de danske farver, når Top Model Of The World 2011 løber af stablen næste år.

Det står klart, efter hun med tårer i øjnene lod sig hylde som vinder af den danske udgave af konkurrencen på Hotel Skt. Petri i København lørdag aften.

- Jeg havde overhovedet ikke regnet med det. Det kom virkelig som et chok. Det er virkelig stort, lød det fra Rikke Jørgensen umiddelbart efter hun var blevet kåret.

Hun forklarer selv sin sejr med, at hun har både det indre og det ydre på sin side:
 
- Jeg synes selv, at jeg har en rigtig fed personlighed - og så har jeg også det ydre med mig. Jeg viser bare, hvem jeg er, og det kunne dommerne åbenbart godt lide, siger Rikke Jørgensen, der selv fremhæver sit ansigt som et stort plus og forklarer:

- Langt flot og lyst hår, flotte øjne, pænt smil, flot hud. Det har jeg, siger den glade miss, som lørdag aften glædede sig til at feste igennem med de andre piger.

Dommerpanelet, der blandt andet bestod af skuespiller og musiker Søren Bregendal, designer Charlotte Sparre og model og arrangør Josephine Helbrandt, har valgt en vinder med ”ben i næsen” og masser af sund fornuft, lyder det. Dommerne har gået efter at finde en miss, der er smuk, men som også kan andet end at gå i høje hæle.

- Vi blev meget imponerede over, hvor velformuleret hun er. Og så holder hun begge ben på jorden. Det er vigtigt, når hun skal ud i verden, siger Charlotte Sparre, der så 20 unge piger i undertøj, pelse og kjoler på catwalken.

Lørdag aften blev misserne, der skal forsvare de danske farver i konkurrencerne Miss Bikini International, Miss Supra National og Miss Exclusive Of The World også fundet. Mød dem alle i videoen her på siden. Her får du også svar på, hvilke problemer i verden der ifølge pigerne er størst - og hvordan de bliver løst.