Den amerikanske skuespiller Ryan Reynolds har skrevet en lang og rørende afsked på sin Facebook-side, hvor han hylder sin afdøde ven.

Connor McGrath døde for få dage siden i en alder af bare 13 år. Han havde kæmpet mod den forfærdelige sygdom i omkring tre år. Men til sidst var der ikke mere at gøre for den unge dreng.

Nu hylder skuespiller Ryan Reynolds drengen, som han mødte gennem 'Make a Wish Foundation', der hjælper terminalt syge børn med at få deres ønsker opfyldt. Og Connor McGrath var en kæmpefan af tegneserien Deadpool, der blev filmatiseret med Reynolds i hovedrollen i februar.

»Connor var 13 år. Men den her dreng. Han var klog. Han var sjov. Og ikke kun sjov 'for et barn at være' eller sjov for en person, der kæmper mod noget forfærdeligt. Han var helt ustyrligt sjov. Han havde bare det der,« lyder det blandt i opslaget, som Reynolds skrev torsdag.

Artiklen fortsætter under fotoet.

Her ses de to venner sammen.
Her ses de to venner sammen. Foto: Facebook/Ryan Reynolds
Vis mere

Den 39-årige skuespiller besøgte Connor McGrath og viste ham den næsten færdige version af succesfilmen 'Deadpool'. Og Connor var den perfekte dreng at vise filmen, fordi han ifølge skuespilleren var lige præcis så rapkæftet og upassende som antihelten Deadpool.

Efter besøget skrev de meget sammen over sms, og Ryan Reynolds besøgte sin nye ven seks uger senere.

»Jeg er taknemmelig for, at jeg fik lov til at være en del af Connors verden for en kort stund. Taknemmelig for alle de mange hylende morsomme beskeder vi fik skrevet... Jeg kaldte Connor 'Bubba', og han kaldte mig 'Bubba2'. Vi mødtes, fordi han elskede Deadpool. Og på en eller anden måde, så var han Deadpool eller i det mindste det, som Deadpool søger at være; balancere smerte, frygtløshed, kærlighed og en beskidt (beskidt!) form for humor i en krop. Jeg ville ønske, at han kunne have været her meget længere,« skriver Reynolds.

Skuespilleren slutter sit opslag af med at kondolere og takke familien for, at han fik lov til at møde deres søn.

Opslaget er i skrivende stund 'liket' over 300.000 gange og delt 57.000 gange på Facebook.

Folk sender mange positive beskeder til stjernen i kommentarfeltet. Eksempelvis skriver en fyr:

»Jeg deler sjældent kendissers Facebook-opdateringer, men denne her er bare smuk.«