ADVARSEL: ISCENESAT VIRKELIGHED.

En uendelig lang vej i udkanten af Københavns Nord-vest-kvarter sniger sig op mod Bellahøj-bakken, omkranset af småindustri, brutale grå facader og golde mure.

Kvarterets mentale chillfaktor forstærkes i den iskolde januarvind.

Vi jagter kult-helten Robert Dølhus fra tv-serien ’Langt fra Las Vegas’. Overtegnede har skrevet om og kendt Lars Hjortshøj og andre stand-up- komikere i årevis. Har igen og igen forlangt, at Robert kom på scenen. Nu skal det være.

SE VIDEOEN: Her finder BT Robert Dølhus


Han skal med i Hjortshøjs nye show ’My Danish Collection’. Efter succes-årene i ’Langt fra Las Vegas’ har Robert levet under jorden.


Noget med Sunny Beach

Efter tip fra flere kilder, bl.a. en ansat på Linse Kesslers stripbar i Nyhavn, konfronterer vi Robert. Han er søgt indenfor i varmen hos Freja Polonius, ejer af Poledance-studie.

Robert! Hvad laver du her?


- Ser på patter! Robert rejser sig. Tager imod BTs tilbud om en stol.

- Jeg havde måske håbet, at det var hende fra ’Sporløs’, der fandt mig. Hende med patterne. Men nu er det så dig, så fint nok, siger Robert.

Hvad han har lavet de sidste år? Det kan han ikke huske. Noget med Sunny Beach.

SE VIDEOEN: Her finder BT Robert Dølhus

Der har været en masse rygter om dig og Katja Kean, Susie la Cour eller hvad hun hedder efter ’Langt fra Las Vegas.’

- Jeg synes, hun var blevet for gammel. Den eneste grund til, at jeg har en vhs-maskine, er hendes gamle film. Hendes pornofilm er så gamle, de kun kan blive vist på TV 2 Charlie, siger Robert.

Du blev smidt ud af Linse Kesslers stripklub i Nyhavn?


- Det var nok min egen skyld. Det var dengang, det var fastelavn. Så havde jeg klædt mig ud som parkeringsvagt, da jeg gik ind i hendes klub. Så sagde hun ’gå ud med dig’. Hvis jeg engang skulle ud på en øde ø, så ville jeg have en anden øde ø med. Så kunne jeg gå derover.

Øh ja?! Har du overvejet at blive komiker ligesom de andre i ’Langt fra Las Vegas?


- Jeg har faktisk et stands-op-show, der hedder ’Patter og andre lange ting’. Det er fordi, dansk stands-op er blevet for plat. Det er altid noget med røv, de snakker aldrig om sådan noget, der interesserer folk. Patter. Eller engle, siger Robert og svarer selv:

- Engle er egentlig bare nogle fede børn, der tror, de kan flyve. Ved du, hvorfor en isterning hverken har arme eller ben. Det er fordi, den er vandskabt. Det er en jokes. Ha-ha.

- Lars er bange for mig. Hvis jeg kommer med jokes i hans show, så siger folk: ’Ham der Lars Hjortshøj, det er noget fra 90erne.’

SE VIDEOEN: Her finder BT Robert Dølhus

Men du kommer på tv og kan købe store, dyre biler...

- Ja, Anders Matthesen har en smart stationcar. Casper Christensen har indtil flere biler. Det er ellers mærkeligt, når hans kæreste er for ung til kørekort.

Du skylder en tv-forhandler 52.000 for otte fladskærme?

- Ja, det er selvfølgelig rigtigt. Måske skulle man gøre det. Måske kunne jeg komme i BT igen? I skriver altid om fladskærme, og hvordan man undgår pest. Det interesserer folk. Jo, jeg vil gerne. Skide være med det, siger Robert.

ADVARSEL: ISCENESAT VIRKELIGHED. ROBERT DØLHUS ER EN FIKTIV PERSON.