Trykaflastende madrasser til hunde sendes nu i handlen af fynsk idémager

Trykaflastende madrasser, som giver os mennesker en bedre nattesøvn, er gået sin sejrsgang over hele verden i de senere år.

Men nu skal hunde også være med på vognen, mener en fabrikant fra Bogense, Erik Wendelin, 54, der som den første er klar til at sende de første af den nye slags hunde-madrasser på markedet.

- Vi har fået foretaget undersøgelser, som godtgør, at hunden vil sove bedre på disse madrasser, og som samtidig betyder, at f.eks. gigtplagede hunde får det meget bedre. Især vil madrasser være gode for store hunde, siger Erik Wendelin fra firmaet Wencon ArcoPur.

Det lille firma har i forvejen specialiseret sig i at lave trykaflastende madrasser til folk med campingvogne.

- Normalt vender og drejer et menneske sig 40-50 gange i løbet af en nat, hvilket sker af hensyn til blodomløbet i små områder af kroppen. Men de trykaflastende madrasser sørger for, at man kun behøv er vende sig otte-ti gange, fordi man nu ligger meget mere komfortabelt. Det er samme princip for hunde, når de ligger på de trykaflastende madrasser, siger Erik Wendelin.

En af dem, som har prøvet den nye trykaflastende madras er Campingforhandler Leif Nielsen fra Kattinge Caravan ved Roskilde.

- Vores schæferhund Zindy gik og havde det meget dårligt, fordi den led af hoftedysplasi. Det har nu fået det meget bedre og er blevet en helt anden hund, efter at vi har fået den nye madras til den. Det var min kone Jonna, som fik ideen, da vi blev præsenteret for campingvogns-madrasserne.

- Sådan en skal vi have til Zindy, sagde hun, og det har vi bestemt ikke fortrudt, siger Leif Nielsen.

På markedet findes masser af hundesenge, hundekurve og hundetæpper, men Erik Wendelin oplyser, at man ikke er stødt på virksomheder, der laver trykaflastende madrasser til hunde.

De nye madrasser skal koste fra 1500 – 2000 kr., oplyser han.