Hvorfor er hunde så sociale og glade for mennesker? Det har et forskerhold fra Linköping Universitet forsøgt at kortlægge ved et socialt eksperiment med 500 beagler. Det viser sig, at hunde har mere til fælles med mennesker, end man gik og troede.

I forsøget bliver hver enkelt af de 500 hunde sat til at løse en opgave, mens en af forskerne sidder halvanden meter fra hunden. Efter behov kunne hundene så kontakte hende under problemløsningen. Opgaven var at få fat i nogle godbidder gemt i tre skåle under plexiglas.

På to af de tre skåle kunne plexiglasset skubbes til side, mens det på den tredje skål var skruet fast, så hundene ikke kunne åbne det, og her var det forskelligt, hvordan og om hundene tog kontakt til forskeren.

Du kan se en video af undersøgelserne herunder:

En vigtig brik

Hver test tog tre minutter og blev optaget på video, og bagefter kunne forskerne så analysere optagelserne og inddele hundene i sociale grupper.

For ligesom det er forskelligt hvor udadvendte og sociale mennesker er, gør det samme sig gældende for hunde. Ud fra eksperimentet med de 500 hunde fandt forskerne de 95 mest udadvendte og de 95 mindst udadvendte.

Fra de 190 hunde i de to grupper tog forskerne en DNA-test fra hundenes mundhuler, og resultaterne af disse viste sig at være meget interessante.

Det viste sig nemlig, at de mest sociale hunde havde nogle helt særlige varianter af fire gener, som er kendt for at spille en rolle for menneskers sociale adfærd.

»Det kan lyde lidt teknisk, men det vi i bund og grund har fundet ud af, er, at hunde bærer på gener, som mennesker også bruger i deres sociale omgang med hinanden, hvor man kigger hinanden tillidsfuldt i øjnene og drager omsorg for hinanden. Måske har vi fundet en vigtig brik til at forstå, hvorfor der er så god en kemi mellem hunde og mennesker, og hvorfor det er lykkedes to forskellige arter at holde sammen i 15.000 år, som er unikt og ganske enestående i dyreriget«, siger den danskfødte professor i etologi ved Linköping Universitet, Per Jensen, som har stået i spidsen for projektet, til Politiken.

Foto: Kittiwut Siriprompisan
Vis mere

Den perfekte familiehund

De fire gener, man fandt hos hundene, er kendte fra tidligere forskning med mennesker, hvor generne har været associeret med autisme, ADHD og andre socialt betingede forstyrrelser. Og derfor kan forskningen pege i retning af, at det ville give mening at bruge hunde, når man studerer psykiske sygdomme istedet for mus og rotter, der ikke har en social adfærd, der minder om menneskers.

Ydermere vil man også kunne avle mere på de socialt udadvendte hunde og dermed skabe en bedre og mere imødekommende familiehund.

Ifølge Per Jensen vil en test af heste muligvis kunne give samme resultater med en imødekommende genetisk profil, mens et andet populært kæledyr - katten - formentlig ikke ville have de sociale genetiske egenskaber.