Kæledyrene står på spring til at blive en del af kommende overenskomstforhandlinger, når der skal diskuteres ret til frihed i forbindelse med familiemedlemmers sygdom

Når hunden piver ynkeligt, nægter at spise for anden dag i træk, og i det hele taget hænger i haserne på en hele tiden, kan det være svært at forlade den.

Det samme gælder, når katten har ondt og nægter at komme ud fra det bagerste hjørne af sofaen.

De bankansatte i Halifax Bank og Bank of Scotland har ret til at holde fri, når kæledyret er sygt. Det engelske postvæsen overvejer at give ret til frihed i forbindelse med kæledyrs dødsfald. Men spørgsmålet er, om danske bankansatte vil gå forrest med kravene herhjemme.

Finansforbundets Danske Kreds bliver godt nok en anelse overraskede, da vi spørger dem, om de har tænkt sig at stille krav om indførelse af kæledyrs 1. sygedag ved de kommende overenskomstforhandlinger.

Afivser ikke ideen
- Ha, ha, ha er det en joke, det her? Ha, hold kæft mand, næstformand Solveig Ørteby fra Finansforbundets Danske Kreds slår en særdeles hjertelig latter op.

- Altså, når du nu spørger mig. Jeg har jo en helt vidunderlig sort labrador, og hvis den har det dårligt en dag, så synes jeg da også, at jeg skal have mulighed for at holde fri. Selvom min hund ikke er lille – den vejer 42 kg – så er den jo mit barn, siger Solveig Ørteby, der godt tør spille med på ideen, da hun først har sundet sig lidt. Hun vil i hvert fald ikke afvise, at frihed i forbindelse med kæledyrs første sygedag kunne komme som et overenskomstkrav fra Finansforbundet.

I Danske Bank vil underdirektør Bent Jespersen love at se positivt på forslaget fra de ansatte, men han vil ikke selv fremsætte det.

- Vi har omsorgsdage i forvejen, og om de ansatte bruger dem til kæledyr eller noget andet, må de i og for sig selv om. I princippet er alt til forhandling. Jeg ville ikke afvise det, hvis man vil betale for den slags, siger Bent Jespersen, underdirektør i HR, Danske Bank.

Man bør skelne
Et af problemerne ved at indføre retten til kæledyrs første sygedag er måske, at den kan være svært at administrere. Nogle chefer vil nok tillade sig at skelne mellem en hund, der er hårdt angrebet af hjerte-lungeorm og en vandrende pind med forstoppelse. Derfor tvivler direktør i Dyrenes Beskyttelse Ole Münster på, at det kan indføres via overenskomsten.

- Jeg er fuld af forståelse for, at nogen får den tanke. For mennesker, der er nært knyttet til deres kæledyr, kan ikke lade dyret i stikken, når det bliver sygt. Men jeg tror, det er noget, man skal snakke med sin arbejdsgiver om i de enkelte tilfælde, mener Ole Münster.

- Men det er en anden sag, når ens hund eller kat dør. For mange personer vil det være et større tab end at miste et fjernt familiemedlem. Her kan det være en god idé at give folk lov til at holde fri og komme sig, mener Ole Münster.

På kæledyrsredaktionen vil vi nøje følge udviklingen og lover at opdatere læserne så snart, der er 'breaking news'.